Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 19. 8. Februar 1885 - Saglio, Edv. Antike Dukker - Theatrene - Kunst. Af E. H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
247 I
HJEMME
OG UDE.
. Nr. 16.
Næsten alle de bevarede Dukker ere kvindelige Figurer,
det var Smaapigernes. Disse bleve i Grækenland tidlig
Kvinder. Barnet var næppe færdigt med at voxe. før det
giftede sig. Hun ofrede da sin Dukke til Venus eller
Artemis tilligemed dens smaa Klædningsstykker og Møbler,
thi Dukkestuerne vare allerede den Gang opfundne. »O,
Venus,« udbrvder Sapho, foragt ikke min Dukkes Purpurslør,
det er mig, som indvier denne kostelige Gave til dig. ^ Og i
et Epigram af Anthologien udtrykker en ukjendt Digter sig
saaledes: Inden sit Giftermaal ofrer Timarete til Artemis
sin Dukke, sin Bold og det Net, som bar hendes Haar.
) 0, guddommelige Jomfru, udstræk Din Haand over den unge
Timarete og beskyt medlidende det fromme Barn.
: äK- —
THEÅTRENE
v’ • r •»■T^+TTvrrr^rrT’*^
Dagmartheatret, Den förste Opførelse af Eduard Brandes’
Skuespil »Ei Besøge foregik for fuldt Hus i Mandags. Det var
en højst interessant Korestilling, og den fortjente trods sine Mangler
det meget stærke Bifald, hvormed den modtoges. Kru Oda Kiel sen
er i del hele og store taget fortræffelig som Florizel. Det er
vanskeligt at sige, 0111 hun var bedst som den lykkelige unge
Hustru, der i sin Kjærlighed til Mand og Barn har glemt sin
Ulykke, eller som den fortvivlede Kvinde, der pludselig ?taar som
Synderinde og ser hele sin Tilværelse ødelagt. Begyndelsescenen
gik i hvert Tilfælde nydeligt, hendes Pludren med Manden var
højst gratiøs, og hendes Karakterfremslilling saaledes, at man
kunde forstaa, hvorledes Klorizels Fejltrin var sket. Saa hører man
Vognen rulle, nu er Lykken forbi. Klorizels Gjenkjendelsesscene i
Vinduel er ei af Stykkets mesi gribende Momenter. Fru Nielsen
stod der som forstenet, sank sammen og for saa ud. Det var saa
godt, at tnan maatte gyse. Og tilbage kom en helt forvandlet
Kvinde, ligbleg, med grnadrode öjne, vaklende i sin Gang, naar
hun ikke blev iagtiaget. Holdningen under Scenen med Repholt,
hendes Samtale med Manden med al den fortvivlede Graad og
Hulken, hendes blode Tale om sit søde lille Barn, alt delte var
hjærtcskærende naturligt. Det var Fru Nielsens Udførelse, der
bragte Skuespillet til dets Ret og gjorde F’orestillingen til en Sejr
for Dagmartheatret. Hr. Wulff var overraskende god som Repholt.
Dette siges naturligvis uden den mindste L’nderkjendelse af denne
Kunstners store Dygtighed; inen man kunde ikke vente, at denne
Rolle laa for ham. Han var maaske lidt for massiv, særligt i
Scenen, hvor Repholt vil forny Bekjendtskabet med Florizel, men i
det hele skilte lian sig godl ved den vanskelige Rolle. Hr. Stigaard
var ikke saa heldig som Neergaard. Første Akt lykkedes bedst
for ham, da han kom i Affekt var han mindre god, hans Organ
egner sig heller ikke hertil. Udstyrelsen var i alle Henseender
smuk, Mellemaktsmusiken burde helst have været udeladt. Efter
første Akts Slutningsscene er inan ikke oplagt til at høre Musik,
selv om det er et Stykke af en gammel italiensk Mester.
Foran >Et Besøgt opfortes »En Mand, der kan græde», ei
ret morsomt, men temmelig pjanket Stykke, hvori Frk. Meyer
debuterede. Del var en ganske net Debut, men det er umuligt af
den at slutte sig til den unge Dames dramatiske Evner.
KUNST
HP
Tidsskrift for Kunstindustri. Det af Industriforeningen i
Kjøbenhavn etablerede kunstindustrielle Tidsskrift er udkommet med
Iste Hæfte. Det var i henærende Kunstner- og kunstelskende
Kredse imødeset med betydelige Forventninger, og disse ere i
ingen Henseende blevne skuffede. Som det af Subskriptionsind.
bydelsen fremgik, har Nordens sagkyndigste Elementer tilsagt
Tidsskriftet deres Bistand, og Redaktøren, lir. Nyrop’s Navn Iwrger i
enhver Henseende for Foretagendets Betydning. F’orste Hæfte
indeholder bl. a. større Artikler af Worsaae, Emil Bloch, Jul. Lange,
Nyrop, samt mindre af Schiødte og Bindesbøll. Mellem disse turde
særlig Langes Afhandling være af Interesse, ikke blot for I’ag- men
ogsaa for Lægmænd, fordi den i kort, præcis og populær Form
antyder den moderne Kunstindustris Veje og Grænser og derved
indirekte det nye Tidsskrifts Opgave. Han begynder ined at
paa-vise, at det i visse Henseender er betydelig vanskeligere at
forfærdige en smuk Themaskine end en Børs eller Kongeborg, thi det,
der gior Opgaven vanskelig, er, at Virkelighedens Krav hviler over
den. Vi bør forlange, at vore Stole, vore Borde, vore Lamper,
kort sagt alt vort Husgeraad, uden derved at tabe deres praktiske
Egenskaber, skulle rumme saa mange kunstneriske som mulig.
»Kulturen af Tingene, del som man nu kalder Kunstindustri, s ei
ikke et Krav af en hojere og forfinet icsthetisk Civilisation: den er et
Krav af Menneske-Naturen •. Og ud fra dette Princip, som jo saa
at sige er det nye Tidsskrifts Motto, udvikler I.ange da sin Theori
om den moderne Kunstindustris Øjemed og Midler, idet han hævder,
at ethvert I-’orsøg paa at ville .skabe– en ny Stil uden historiske
F’orudsætninger vilde være taabeligt. Hver Tid har i enhver
Henseende sit Ophav i den foregaaende og denne atter i den
næst-foregaaende. Intet i den menneskelige Kultur bevæger sig i Spring,
alt har sin naturlige Udvikling. Selv den græske Stil, der i den
almindelige Bevidsthed vel ofic staar soin noget pludselig selvskabt
og nationalt, har hentet sine Elementer fra .Kgyptere og Fonicerc.
Den moderne Arkitektur. Ornamentik og Kunstindustri maa være
eklektisk. Vi Nordboere maa akklimatisere de fremmede Stilarter,
tage af dem fra deres lykkeligste Udvikling, hvad der passer for
vort barske Klima, vort farvefattige Liv og raffinerede Sæder, og vi
maa hverken meje os ud i den rene Pompejanistne eller Renæssance.
Baade over Antiken, Gothiken, Renæssancen, ja endog gjennem
lapaneseres, Persers og Arabers Kunst gaar Vejen til F’undei af
den nye Tids Stil. »—«.
Breve, Bager, Bidrag og øvrige F’orsendelser bedes sendte til
„Hjemme og Ude"s Forlag. Brødrene Salmonsens Boghandel,
Holbergsgade 2.
Eftertryk af »Hjemme og Vde>s Artikler forbydes.
Otto Borchsenius træffes i Reglen hver Søgnedag mellem 3
og 4 i sin Bolig, Amaliegade 14, S-
Johannes Magnussen træffes i Reglen hver Søgnedag mellem
2 og 3 Studiestræde 16. 2. Sal.
Indhold: Indledningsforedrag til et fil«,, fiak Kursus for unge
.tuderende. Den I. September 1884. Af Professor, Dr. phil. Harald Hoß
ding. — Paa Jernbanestationen. Digt af Ciasni Cardncci. Oversat fra
Italiensk af i’. Schandorph. — Transatlantiske Rejseerindringer. Af E. Por.
toppi dan. I St Jan. Slunet — Ungdomsminder. Novelle af Camitto Ilm’:-’
Oversat fra Italien,’.. i’Sluttet,’ - Tusend Sjjele. Roman af Alexis l’iten-.ki.
(Fortsat — Aniike Dukker. Af Kdr. Snjclio. - Theatreoe. - Kunst.
Bekjendtgjørelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
