Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 26. 29. Marts 1885 - Edgren-Leffler, A. Ch. Nogle Londoner Typer. Prædikanter, Folketalere og Samfundsreformatorer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME
OG UDE.
322
sine tilslørede Øjne, og han ’er det ogsaa, det kan
man strax hore.
Hans Veltalenhed er finere, mildere og mere
resthetisk tiltalende end de andres. Han er mere
hensynsfuld i sine Udtryk, mindre angribende, mere
opbyggende end nedrivende. Han er egentlig
Naturforsker og har blandt andet udgivet et Sammendrag
og et Slags folkelig Bearbejdelse af Darwins System,
som kaldes »77;«’ studcnfs Darwin og er et meget
fortjenstfuldt Arbejde. Han var længe ligegyldig i
politisk og social Henseende; Videnskaben havde hele
hans Interesse. Nu har han frigjort sig fra dette sit
kjæreste Studium for at træde ud i Livet og virke
for Socialismens L’dbredelse. Jeg har fra et af hans
Foredrag optegnet følgende:
Kunst og Videnskab er kun Idealer, for saa vidt
de lede til noget bedre — det rigtigste Maal er at
gjøre sine Medmennesker lykkeligere. Man maa ikke
søge Sandheden for Sandhedens egen Skyld, ikke
Skjønheden for Skjønhedens egen Skyld, men for sine
Medmenneskers Skyld.
Stræb at aftørre Taarerne og gjøre Latteren
dybere — lev altid, som om deres Øjne, du elsker,
hvilede paa dig — lær dine Born dette.
Disse Ytringer er karakteristiske ikke blot for
Socialisterne, men for adskillige af de moderne
Sam-fundsforbedrere. Videnskaben og Kunsten har maattet
træde i Baggrunden — hvis de ikke har andet
Formaal end sig selv, er de egenkjærlige Bestræbelser
— Samfundets Ulykker og Uretfærdigheder maa
forst afhjælpes — alle Kræfter maa samle sig om
denne Opgave.
De engelske Socialister er ingenlunde Anarkister.
De ønske en Udvikling ad fredelig Vej — om muligt.
Men de har ikke stor Tillid til, at det skal blive
muligt.
-Naar har nogen Sinde indenfor Historiens
Omraade en Klasse frivillig afstaaet sine Forrettigheder, t
siger de. >Men hvis Omvæltningen kommer, er det
oven fra, ikke neden fra, den kommer.«
Men vi har nu saa længe bevæget os blandt
Arbejdere, Folketalere og Almuesfolk, at det maaske
kan være en behagelig Afvexling at gaa hen og se,
hvad der sker i Selskabsværelserne, blandt Damer i
Silke og Herrer i Kjole. Ogsaa der holdes der Møder,
ogsaa der drøftes brændende Livsspørgsmaal.
Jeg havde modtaget en Indbydelse til et
drazving-roam-mceting. Jeg vidste ikke rigtig, hvad der skulde
tales om, kun at det Selskab, der dér holdt sine
Forsamlinger, sagdes at bestaa af flere videnskabelige
Berømtheder og at have fundet en fuldt
tilfredsstillende Forklaring af Verden og at have løst
Tilværelsens Gaade. Det var jo meget fristende.
Klokken var g om Aftenen. Jeg kom til en
stille aristokratisk Square, en af disse firkantede
Beplantninger, omkring hvilke Husene ofte er
grupperede i Londons finere Kvarterer, og hvor man i
Visittiden, mellem 4 og 6, altid ser Ekvipager med
pudrede Tjenere holde og vente.
Fra det Hus, til hvilket jeg agtede mig, lyste et
dæmpet Skjær gjennem de tiltrukne Gardiner. Jeg
kom ind i et svagt oplyst Forværelse, hvor Stolene
var stillede i Rækker tværs over hele Værelset, horte
en dæmpet, taktfuld Hvisken, fik en Stol anvist,
hvorefter en Herre rejste sig op og begyndte at tale.
Jeg saa mig om. Jeg havde overværet mange Møder
i London, men kun af det folkelige Slags, med en
stor Menneskemasse, et blandet Selskab, klædt som
Folk, der kommer ind fra Gaden. Jeg havde ikke
tænkt paa, at delte var et drawing-room-mceting, og
jeg var ikke forberedt paa, at Mænd og Kvinder,
der kom sammen for at drøfte de højeste
Spørgsmaal, skulde optræde i samme Dragt som om de
var komne sammen for at danse. Hvide Silkekjoler,
bare Halse og Arme, Juveler og Blomster — det var
dog et stærkt Stykke, naar man kom sammen for at
tale om Sjælens Udødelighed.
En ung Dante rejste sig og begyndte at tale.
Hun var Doctor medicince. Jeg studerede begjærligst
hendes Ansigt, da hun forekom mig at være en
ypperlig Repræsentant for Nutidens eller rettere
Fremtidens Kvindeideal. Det er nu paa Tide, at
Novelleforfatterne begynde at skildre andre
Kvindetyper end de sædvanlige med yndige Øjne og
rødmende Kinder eller med lynende, lidenskabelige Øjne
og forførerisk Koketteri. Hvad enten man betragter
denne Fremtoning med Beklagelse eller Deltagelse,
vj^t er det, at en ny Kvindetype er i Færd med at
voxe frem og begynder at virke omdannende paa de
Livsspørgsmaal, som Skjønliteraturen altid drejer sig
om, paa Erotiken, det ægteskabelige Forhold,
Familielivet.
Hvis jeg havde været en Mand, vilde jeg være
bleven forelsket i denne unge kvindelige Læge
— nu var det kun som Novelleskriver, jeg blev
indtaget i hende.
Den karakteristiske, engelske, slanke Figur, iført
en kostbar og smagfuld Fløjls Dragt — et lille Hoved
paa en lang Hals, et fyldigt, krøllet, gyldentrodligt
Haar, den fashionable Farve, en lige, bred Pande,
blaa Øjne med et fast, klart, maaske lidt koldt og
tillige lidt fanatisk Blik, fin Næse, skjær,
gjennem-sigtig Ansigtsfarve, saadan som kun en
Englænderinde kan have den, og en Mund — ja, gid jeg kunde
beskrive Munden 1 Lille, fast tillukket, viljestærk, den
reneste Linie, men det siger endda intet. Hun var
smuk, men mange Kvinder, især engelske, er lige
saa smukke. Det, der gav hende sit ejendommelige
Trylleri, var helt og holdent Udtrykket. Det var det
stærke Sjæleliv, den forskende, Sandhed søgende
Aand, den faste Vilje, og paa samme Tid den
forfinede Kvindes Forfinelse, som i hvert Fald endnu
er af en noget anden Beskaffenhed end den
forfinede Mands Forfinelse.
Hendes Maade at tale paa var rolig, værdig,
ladylike, hendes Idéer — ja jeg tilstaar. at naar jeg
skal tale om hendes Idéer, kommer jeg i Forlegenhed.
At hun er en Kvinde udrustet med overnaturlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
