Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i90
II. C. ANDERSEN
Tidt har han ei, hvortil han helde
Kan Hovedet i Sorgens Stund,
Orkanen i sin blinde Vælde
Nedslaaer hans sidste Haab til Grund,
Da maa ei modløs Taaren rinde.
Ei blendes maa hans Digter-Sands,
Men i sig selv han kraftfuld finde
Sin Trøst, sit Haab, sin Laurbærkrands.
Kæmp mandigt ud de tunge Kampe,
Og vær dog stedse Barnpt lig,
Thi spinkelt sender Aandens Lampe
Sin Straaleflod ei hen til Dig,
Og sidst skal jeg mig vist ei glæde,
Naar, Yngling, jeg at skue faaer
Dig paa det høie Digtersæde,
Som Mange ønske, Faae kun naaer!
(Sorø i Mai 1826.)
Jeg fulgte Rectoren til Helsingør, Reisen
derhen og det første Skue af Sundet med sine mange Skibe,
Kullens Bjerge, hele den skjønne Natur opfyldte mig
i høi Grad; jeg udtalte mig derom i et Brev til
Rasmus Nyerup, og naturligviis, da jeg fandt det var
godt skrevet, fik Flere ganske det samme Brev stilet
til dem; uheldigviis syntes Nyerup saa godt om
Skrivelsen, at han lod den indrykke i »Kjøbenhavns
Skilderi«, saa at Enhver, der havde faaet Brevet, eller
rettere Afskriften, troede, at det var deres der stod
trykt.
Afvexlingerne, den nye Omgivelse og Virksomhed
virkede oplivende ind paa Rectorens Humeur, men
kun en kort Tid, og snart følte jeg mig forladt, forkuet
og aandelig lidende; og dog paa samme Tid, havde
Rectoren skrevet om mig til C o 11 i n, et Vidnesbyrd, som
jeg er i Besiddelse af, hvori udtales om mig og mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>