Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MIT I.IVS EVENTYR
605
Bremer reiste sig og bad om »Sørgemarschen«,
men idet denne brusede fra Strængene, blev hun sært
greben, som om der laae en Forudbetydning deri, et
Varsel for mig, og hun greb min Haand, bad mig ikke
at see noget Sørgeligt deri. »det betyder at gaae frem
til Storhed!« sagde hun. — Nu lød den over Ørsted,
ham, hvem jeg dengang först troede, at Festen var
for, ham klang Sørgemarschen, over hans Kiste klang
den »frem til S t o r h e d!«
Han var saa sand, han var saa eiegod.
Et Barne-Sind og dog den dybe Tænker,
For ham i denne Verden klart det stod.
Hvad Gud til Mængden først bag Døden skjænker.
Han var et Fjeld i Danmark, seet vidt om,
De Vises Steen i dette Fjeld var inde!
Hvor var han kjæring, ligefrem og from,
Og log saa stor! han glemmes ingensinde,
Thi ved hans Tankelyn et Lys blev tændt,
Der viser Skatte, saa umaalelige!
Og han var Danmarks Søn. fra Ringhed sendt.
En Konge dog, og det i Aandens Rige.
Hans Liv er sluttet her, saa godt og smukt,
Hans Navn, den Stjerne bliver aldrig slukt!
— For os, som stod ham nær, ham voxed’ fast.
En Deel af Verden med hans Hjerte brast.
XVI.
Fred hvilede over Landene, Foraarssolen skinnede,
jeg følte Reise-Længsel, Trang til at leve op igjen,
og derfor fløi jeg ud fra Byen, ud til den lysegrønne
Skov, til kjære Venner ved Præstø-Bugt, til Chr
i-stinelund. De unge Folk derude vilde have Stor-
H. C. Andersen : Mit Livs Eventyr. 38—39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
