Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 120 -
Jeg elsker dig og landet vort. Dere to gaar i
ett for mig. Farvel! Farvel allesammen! —»
Han fyldte døren, rank og mægtig. Han slog
ut med haanden Det var, som han sa farvel
til flere end os. Saa gik han.
Det var sidste gang, han og min far møttes.
Straalende paalidelig og vidunderlig upaalide*
lig, sa far engang om ham. En sjelden intelli*
gens, et glimrende kunstnertemperament, som
gav sig ut i smaat og stort uten at sætte sig
fast i noget helt. Ikke engang i sin musik. Han
hadde saa let for det, saa han aldrig gad ta det
grundig nok. Hans freidighet i det, han kunde
si, var ofte ut over alle grænser. Men slik han
sa det, og det smil, som strøk hen over ordene,
gjorde, at han fik tilgivelse.
Hans lille franske hustru for paa ham i fars
nærværelse:
«Man sige, at du har hundrede uegte børn, Ole.»
«En skal bare tro det halve,» svarte han.
Og han satte op et ansigt og holdt hænderne
høit ut til siden, som om han blottet sit bryst
for et angrep. Det skulde vei betyde:
«Dræp mig, jeg er en synder.»
Vi finder replikken om de uegte børn igjen
i «Det flager—».
Hel og uten lyde var Ole Bull i sin kjærlig*
het til sit land.
Da han døde, var mine forældre paa Aulestad.
Det grep dem meget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
