Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 229 -
dem. Jeg gav dem igjen til far. Og han gik
saa til mor:
«Karoline, tænk Bjørn har git mig de fem
lirene. Et mirakel, du!»
Mor syntes ikke, det var saa merkelig.
Naar mor kunde komme til et øieblik, saa la
hun sig hen paa en sofa eller en seng. Men det
varte aldrig længe. Og naar hun først var i
aktivitet, saa gik det med lidenskabelig hurtighet
og intensitet. Hun var svak. Javel. Men hun
var sterkere end os alle sammen.
Tid til at «ligge paa terrassen» hadde hun jo
ikke.
«Har du ikke tid til at skrive noget av for
mig da, Karoline ?»
Jo, det hadde hun selvfølgelig som altid.
Der var ogsaa særlig vigtige breve, som hun
maatte skrive av. Ikke som kopi. Det brukte
far aldrig. Og aldrig tænkte han vei eller trodde,
at hans breve nogensinde skulde bli trykt. Det
var engang et brev, mor hadde læst, som nok
var temmelig fykende og liketil:
«Tænk, om et saant brev nogensinde blir offent*
liggjort,» sa mor.
«Har du hørt slikt snak?»
Herligheten i Sorrent varte ikke længe. Det
var bare en efterret, sa far, den sidste godbit av
Italien, inden vi drog nordover.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
