Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 235 -
Om kvelden var vi i operaen. Far, mor, Einar
og jeg. Det var «Il Barbiere di Seviglia» av
Rossini. Far fortalte os indholdet, mens vi sat
og ventet. Vi var kommet svært tidlig. Violi*
nerne klimpret og blev stemte. Oboerne skrattet
litt, og fløiterne var mest utaalmodige, mens de
andre instrumenter fløt indimellem med hver sin
melodi. Folk kom, leende og temmelig støiende.
Jeg sat og svedet forventningens sved med
klamme hænder og bankende hjerte. Jeg vet
ikke, at jeg i mine ungdomsaar har hat en større
lykkefølelse end den aften. Ikke bare musikken,
handlingen, utførelsen. Ikke bare det, at far
fyldte teatret med sin fryd. Jeg er sikker paa,
den forplantet sig videre forbi os. Alt dette
alene øket ikke den henførelse, jeg var i. Nei,
publikum ogsaa. Fra scenen til de bakerste bæn*
kene sat vi midt i komedien. De lo høit, de
talte med og sang ogsaa, her og der. Hele teatret var
et eneste ensemble, viet glæden og sydens robuste
morskap. Og dens spirituelle lystighet.
«Er ikke dette deilig?» sa far.
Og Rosinal Jeg hadde aldrig hørt en kolo*
ratursang før.
«Hun har en fløite i munden,» sa Einar.
Tonerne blev til ustanselige kaskader av prik*
lende vellyd, som faldt og steg som et kunstig
vandspring med skumperler op imot sol og
himmel. Jeg har aldrig siden hørt det bedre.
Jeg husker ikke, hvem hun var. Sikkert en be*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
