Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kristiania. Siden hans studenter-dage havde
det forandret sig meget.
»Men hvor har De været i al den tid, jeg
ikke har seet Dem?« spurgte hun og vendte
samtalen. »Det er stygt af Dem, ikke at ville
besøge mig . .. Jeg vilde så gerne, at mine
venner — og til dem tør jeg vel også regne
Dem?« — hun smilte — »så til mig ret
flittigt.«
Han følte, hvor blodet steg ham op i
kinderne, idet han bukkede.
»De må ikke h÷re på, hvad Deres ven,
doktor Westgård siger om mig — for han forstår
mig ikke — jeg er meget bedre end han tror
— meget sandere ... og på den anden side
dog så sammensat, at man ikke på en dag,
trods al moderne psychologi, kan lægge mit
vesen tilrette som trådene i et broderi ...
Jeg har lidt meget,« sagde hun, og der kom
pludselig store tårer i hendes øine, »meget
— men det ved ikke han ... og desuden
— — Men hvorfor fortelle Dem dette?
Tilgiv mig . . . Men det er min gamle frygt for
at mistydes . . .«
Valdemar så langt på hende og følte et
slags had stige op i sig mod den mand, der
kunde nænne at krånke en så yndig og
hjælpeløs kvinde — og han forsikrede Kamilla om,
at hans ven altid havde omtalt hende på den
mest årbødige, ridderlige måde —
»Jeg tør ikke tro Dem,« sagde hun
alvorligt. Hun kendte sin tvilsomme stilling i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
