Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Vil du forskyde mig, Valdemar? Er det
virkelig sandt? Å, du har ikke hjerte dertil —«
Hans følelser overvældede ham ved denne
tanke. Han huskede det løfte, han havde givet
sin døende far, at han altid vilde gøre moderen
lykkelig. Han brast i gråd, og så bøiede han
sig ned over bordet, med ansigtet skjult i de
korslagte arme, for at ikke vennen skulde se,
hvor bevæget han var. »Men Kamilla,«
mumlede han sønderknust, »Kamilla ... «
Doktoren betragtede ham en stund med
tankefuld medlidenhed. Han anede, at Valdemar
allerede havde taget den smertelige beslutning.
Så slog han pludselig armene, ømt som en
bror, om hans hals.
»Græd ud, ven, græd blot ud ... Skam
dig ikke over disse tårer — Også jeg har grædt
dem ... Det er din første, store sorg dette
... Jeg ved af erfaring, hvor den er bitter
... Det er ligesom hele verden gik under med
denne ene brustne illusion ... Alt blir
farveløst og tomt omkring én ... Ja, tror du ikke,
at også jeg har lidt? ... Å, hvor jeg elskede
hende du, hvor jeg elskede hende ...«
Valdemar keg sky, med tåreblændede øine,
op imod vennen.
»Jeg elskede hende, varmt og stærkt som
en mand, der har den første ungdom bag sig
med dens forlibelser og skuffelser ... Jeg
digtede en sjæl ind i denne fagre form, — en
sjæl, dyb og uegennyttig nok til at forstå min
... Dette vidunderlige øie med det ædle,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
