Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kommer tilbage fra en mistænkelig reise, og i sin rædde
stolthed aflister hun ham, for ikke at bedrage sig selv,
hans bekjendelse; han indrømmer straks, at hun er
bleven ham ligegyldig, og at han er forelsket i en anden.
Denne anden er Fernande. Han går for at søge hende
op, han finder hende i selve huset og kommer snart
igjen. Clotilde tror, han kommer tilbage til hende.
Denne tause glæde, der ved hans indtræden stråler ud
af hende — et varmt lys indenfra, sygt sitrende af
smerte — må man have seet, det lader sig ikke
beskrive. Og da alt er klart, og hun ikke kan tvile mere,
da bøier hun sig et øieblik over hans hånd, ligesom for
at kysse den, som så ofte før, og hun stryger med sin
sagte henover den .... Denne mand ser hun ikke
mere i ansigtet, men hånden kan hun endnu ikke holde
op at elske, den kjære, kjærtegnende hånd, erindringen
om hendes lykke.
Og så handler hun; det vil sige: hun lader det
ske. Og da det er skeet, da har hun den scene med
Pomerol, hvor hun forsvarer, hvad hun har gjort. Duse
har en ganske egen slags dialektik; ikke forstandens og
overlæggets dialektik, men impulsens.
Det onde, hun gjør, — og hun har mange roller,
hvor hun gjør ondt — gjør hun ikke af slethed, men
som under en dump tvang. Noget i hende er såret til
døden, og sygt til døden, hint noget, som var hendes
livskilde, og denne nagende, brændende smerte driver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
