Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig på at skrive. Lucie farver nemlig af. Men Amalie
Skrams naturalisme er af en så munter og ærlig natur,
at sådanne lidet saglige betænkeligheder slet ikke faldt
hende ind. Og i slutningskapitlet når denne fortællings
brutale realisme sit høidepunkt. Der findes i Europa
kun to helt ægte og uhyklede naturalister: Emile Zola
og Amalie Skram.
Det som hun senere har skrevet, f. eks. den store
bergenserroman «S. G. Myre», «Kjærlighed i syd og
nord» og andet, kan ikke måle sig med disse tre bøger.
Det er endnu altid naturalisme, som sig hør og børr
sågar af bedste sort; det er endnu altid «un coin de
la nature», men ikke mere så absolut «vu å travers un
tempérament». Det er ikke mere helt igjennem Amalie
Skram’sk. —
Med Amalie Skram kulminerede og faldt den
nordiske naturalisme, — ja den germaniske naturalisme
overhovedet, denne podekvist skåret af gallisk stamme.
Ved siden af hende er fru Leffler og fru Ahlgren
små artige piger med hvide søndagsforklæder, fru v.
Ebner en brav tante, og George Elliot en
moraliserende, gammel jomfru. Disse kvinder var, hvad
man kalder «døtre af gode familier», det vil sige, de
nedstammede fra de repræsentative kredse og var fra
svøbet af opdragne til at bevare anstanden. Kvinderne
af overklassen — og alle de øvrige, som jeg har
skildret i denne bog, hører hid — ser kun en liden del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
