Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - Jules Favre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
Men allerede 4. Juni samme Aar maatte han skrive til sin
Fader:
»Vi er nedbøjede af den tungeste Sorg. Imorges Kl. 5 har
Hr. Armand Carrel udaandet. Igaar Morges havde vi endnu
Haab; vi var, som De vil se af Aviserne, bestemte paa at
optræde for Retten. Anklagemagten har skudt Sagen ud af Frygt
for, at den Fare, hvori Hr. Carrel befandt sig, skulde gøre et
Indtryk, der var os gunstigt.
»Hr. Carrels Hustru er i Aftes kommet tilbage til Paris uden
at have set ham. Han har frygtet for at dette Møde skulde
dræbe dem begge. Vilde det i Grunden ikke have været bedre?
Hr. Carrel har strax forstaaet, at hans Saar var dødeligt. Han
har bragt sit Offer med den Storhed, der er ejendommelig
for ham.«
30. Juli førte Favre Sagen for Carrels trofaste Ven og
Sekundant, Persat, Nationals ansvarlige Redaktør, der var
anklaget i Anledning af et Par Artikler, der skulde stemples som
Forsvar for Alibauds Attentat mod Louis-Philippe. Idet han
mindede Domstolen om at Armand Carrel selv havde ansøgt
om Tilladelse til at forsvare det Blad, han havde den Ære at
lede, var det Favre, som saa han i et Syn for sig det blodige
Drama, der havde fældet Ungdommens Helt, og med
Voldsomhed udskammede han Anklagemyndigheden, der, som han
udtrykte sig, hinsides det sidste Tilflugtssted forfulgte hin ædle
Tænker, der var sunket i Graven, kranset af Frankrigs
Beundring og Sorg. (Se Georg Brandes: Armand Carrel).
Han vedblev at skrive i National, men indtog ikke mere
den begunstigede Stilling i Bladet som mens Carrel var i Live.
I September havde han en smertelig Sammenkomst med
Carrels Elskede.
Han skriver derom til sin Moder: »Igaar oplevede jeg noget
gribende Pinligt. Fru Carrel, hvem jeg ikke havde set, siden
Ulykken ramte os, havde ladet mig kalde. Jeg har tilbragt to
og en halv saare smertelige Timer hos hende. Jeg var gaaet flere
Gange derhen for at forhøre mig; jeg mente, jeg kendte hende
altfor lidt til uden Paatrængenhed at kunne gøre Besøg. Det
Venskab og den Tillid, hun har bevidnet mig, viste mig, at
hun med ét Blik forstod, med hvilken Inderlighed jeg har
elsket Hr. Carrel. Og saa har jeg fra Dem, kære Moder, arvet
noget, som fremkalder Sympati mellem Kvinderne og mig. Jeg
har før bemærket det og har altid været Dem taknemmelig
derfor. Thi Kvinderne er i denne elendige Verden de mest
forladte og mest ulykkelige Væsener.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
