Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
Goplerne deles gjerne i tre grupper, blæregopler, storgopler og
ribbegopler. Kroppen er hos dem alle dannet af en gjennemsigtig
geléagtig masse, men er af forskjellig form hos de forskjellige grupper.
Storgoplerne (til hvilke de almindelige manæter hører) har form af en
paraply eller klokke. Paa den konkave underside ligger mundaabningen,
som fører direkte ind i mavehulen, fra hvilken der udgaar straaleformigt
anbragte kanaler ud imod randen af klokken (som spilerne i en
paraply). Paa denne rand er føletraadene og sanseorganerne —
randlegemerne — anbragte. Blæregoplerne, som ganske mangler i de nordlige
have, men bl. a. er hyppige i middelhavet, er sammensatte dyrekolonier,
i hvilke arbeidsdelingen mellem de forskjellige individer er særdeles
smukt gjennemført, og ribbegoplerne endelig har sit navn af, at det
eg-formige legeme paa overfladen er forsynet med 8 rækker af
kamformede svømmeplader.
Storgoplernes lysevne har været kjendt i meget lang tid og omtales
allerede af den romerske naturforsker Plinius. Paa middelhavets kyster
og ved det røde hav heder de sølys eller sølygter, men det er dog ikke
alle arter, som er lysende, og heller ikke er sædet for lysudviklingen
det samme hos dem alle. Hos nogle, saaledes hos den lille, 10 mm.
brede keglegople (pandanea conica) er det randlegemerne, som lyser.
Opvarmer man det vand, hvori de holdes, eller leder man en elektrisk
strøm gjennem det, saa fremkommer der en række lysende smaapunkter
langs randen. Hos middelhavets lysgople (pelagia noctiluca), en art,
hvis klokke er 60—80 mm. bred og 40—50 mm. høi, er det derimod
hele yderfladen, som lyser, men kun naar dyret paa en eller anden
maade er pirret. Berører man en lysgople i midten af klokken, saa
fremkommer der straks et grønagtigt lys, som med stor hurtighed
forplanter sig udover. Og tager man goplen i haanden og bevæger den
frem og tilbage, saa tiltager lysstyrken og haandfladen blir klæbrig og
lysende. Dypper man goplen i vand eller melk, saa optager vædsken
lysstoffet, og man troede derfor, at den udsondrede et lysende slim.
Det er, som mikroskopisk undersøgelse viser, ikke tilfældet. Det lysende
stof, som bliver hængende igjen paa haanden, indeholder celler fra selve
legemets overflade, og disse er det, der udsender lys. Fjerner man
omhyggeligt hele yderlaget af en lysgople, saa lyser den derfor ikke
mere, undtagen paa enkelte dybereliggende steder, hvor yderlaget er
bibeholdt, og det selv om man lægger den i ferskvand, der ellers virker
meget kraftigt irriterende. De lysende celler indeholder foruden en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
