Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
383
4—5° lavere end lios det sidste. Her ligger efter Duttos mening
grunden til. at murmeldyret saa let falder i vintersøvn. Med den
låve legemstemperatur blir livsenergien snart saa deprimeret, at den
dybe søvn indtræder.
Ifølge Dubois skal derimod vintersøvnen skrive sig fra en
kemiskfysiologisk indvirkning, nemlig fra, at der i blodet ophobes kulsyre,
hvad der ogsaa sker ved den normale søvn. Denne søvnvirkende
ansamling af kulsyre i blodet hos vintersovende dyr, der er en følge
af den formindskede stofveksel, kalder Dubois en autonarkose eller
selvbedøvelse. Aandedrætskvotienten o: det optagne surstofs forhold
til kulsyreudviklingen blir mindre og mindre, indtil den kun er det
halve af kvotienten hos det vaagne dyr. Blir kulsyremængden i blodet
altfor stor, fremkalder den et hurtigere aandedræt, hvorved faren for
at dyret skal blive kvalt undgaaes.
Et murmeldyr, som man vil faa at sove, maa under ingen
omstændighed sættes i et rum, hvis luft er afkjølet til under 0°. Dette
fænomen har længe været kjendt, men man har ikke kunnet forklare
sig det. Ja man kan endog ikke bringe et dyr, som ligger i
vinter-sövn ind i et saadant rum, uden at det vaagner. Grunden til denne
tilsyneladende eiendommelighed er en af disse organismens
forunderlige forsvarsmidler, hvoraf vi kjender ikke saa faa. Udsættes nemlig
et i dyb vintersøvn liggende dyr for en temperatur af under 0°, vil
det snart gaa tilgrunde, da det i denne tid ikke udvikler saa megen
indre varme, at den kan holde den ydre kulde ude. Derfor er det
nødvendigt, at dyret vaagner, naar kulden trods dyrets lune hi blir
altfor skarp. Den stigning af legemstemperaturen, som er en følge af
at dyret vaagner, er saaledes et forsvarsmiddel for den truede
organisme.
Selv om hiet er aldrig saa varmt og lunt, vil dog dyret fra tid
til anden vaagne under vintersøvnen for at tømme sin urin. Dette er
oftere bleven iagttaget, saaledes af Forel. Naar dyret vaagner af
denne grund, rusler det, trods sin søvndrukne tilstand ud af liiet. for
at holde dette tørt og rent. Anbringer man en fistel i blæren, saaat
denne ikke kan blive tyldt, hænder det ofte, at dyret under
vintersøvnen ikke vaagner af denne grund. Den irritation, som blæren
fremkalder, virker naturligvis ikke direkte vækkende. Den udgaar fra
ganglierne i underlivets store sympatiske nervenet. Disse nerver
udmunder i den midtre hjerne i høide med den saakaldte sylviske
vandledning. Selv om den store hjernes hemisfærer borttages, funktionerer
denne hjernedel automatisk og i ret tid. Staar den blot i forbindelse
med de sympatiske nerver, er det tilstrækkelig, til at frembringe den
dybe vintersøvn og den låve legemstemperatur, ligesom ogsaa til at
fremkalde en stigen af temperaturen og deraf følgende opvaagnen af
dyret. Ogsaa den kulsyre, som blodet indeholder, synes at virke paa
denne midtre del af hjernen.
De slutninger, Dubois drager af sine iagttagelser paa vintersovende
dyr, er, at søvnen er en slags selvbedøvelse, autonarkose, ved kulsyre,
altsaa en regelmæssig svag kulsyreforgiftning. De indvendinger, man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
