Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I hans Digte fra denne Tid har hans Misstemning afsat sig mere
end et veltalende Vidnesbyrd, saaledes f. Ex. i folgende lille Hjertesuk«:
: Hug »Spaniölens« Krands i to!
Isonderriv mit »Blomsterstykke«,
blot I vil unde mig den Lykke
af Ret — bevar’s! nei, kun af Ro!«
Men hvor bitter han end kunde blive og hvor ondt de evindelige
Naalestik end kunde gjore ham, var han dog en altfor freidig og lys Natur
til at läde sig kue af Misinod. Saa langt fra at tilfoie ham noget dybt og
ulcegeligt Saar, bragte Modgangen ham kun til at forstaa, hvilken Rigdom
han eiede i sit eget Indre, og han fik virkelig Ret, naar han i et af sine
Digte sagde, at Forna:rmclser kun avlede Perler i hans Hjerte, som engang
skuld c komme til at pryde hans Aands Diadem.
Hvad der forst og fremst holdt ham oppe, var hans Kjajrlighed til
Naturen. Han elskede den, som man elsker sine Naermeste; han maatte
altid have den om sig. At leve »mellem Hcste, Grise, Kaniner og Saubukke
samt Ejaerkrae , det kalder han i et af Brevene til Faderen »at leve ä mon
aise«. Hans Bolig var ligesom Byrons et Menageri og et Drivhus; Hunde,
Katte, Rseve, Kaniner, Duer og andre Fugle, ja endog Karudser, Firben og
Orme delte Vterelse med ham. Hans forste Morgenvisit gjaldt hans Hest,
Veslebrunen, og mellem ham og den existerede der det mest menneskelige
Venskabsforhold, der ikke engang savnede Venskabernes smaa »Scener«
med sit Surmuleri og med sine rorende Forsoninger. Hele Sommeren
igjennem stellede han i sin Have; han vogtede paa sine Naturomgivelser
med det kjaerligste, mest agtpaagivne Oie, og naar en af hans Blomster om
Natten var sprunget ud, eller naar en Svale floi ind og begyndte at bygge
Rede under hans Tag, var det nok til at seette ham i godt I lumor for hele
Dagen. En saadan Personlighed har let for at finde Trost og Glaide; selv
om Menneskene forlader ham, bliver han ikke ensom; han har jo Naturen
til Selskab og Opmuntring. Derfor kunde han ogsaa med Sandhed
svare Mörgenbladet«, der havde sagt, at han »for Tiden var opirret og i
slet Lune«:
: Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behöver et Glimt af Solen
for at briste i hoi Latter af en Gla:de, jeg ikke kan forklare mig:
Naar jeg lugter til et grönt Blad, glemmer jeg bedövet
Fattigdom, Rigdom, F’iender og Venner.
Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjertesaar.
I min Hunds 0ie s renkor jeg mine Sorger som i en dyb B rönd.
Min Vedbende er voxet. Did ud af mit Vindu har den baaret paa sine brede Blade
alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
