Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var Svar paa cn Artikel i »Den Constitutionelle< (1S44) og haevder
Even-tyrfortaellerens Ret til at tale lige ud, ikke »med halv .Mund«. Her er saa
fortrieffelige Elementer, at hvis Moe blot havde havt Spor af Trang til at
udnytte sit Talent, — og hvis fremfor Alt hans geistlige Livsgjerning ikke
senere havde nodt ham til at se Bonderne mere som Sogneborn end som
Modeller for poetisk Skildring, saa maatte vor Prosaliteratur ogsaa have
faaet flere originale Bidrag fra den Digter, der som Gjenfortadler viste sig
at vaere inde i den episke Stils Hemnieligheder. Et endnu mere talende
Vidnesbyrd om Jörgen Moes Fortaellertalent end de to naevnte er hans
Barnehistorie »I Bronden og i Tjernet«. At i det Hele taget en Digter kan
skrive noget saa ypperligt i cn enkelt Retning — og saa ikke gaa videre i
denne Retning, — det kan kun ske i et lidet, fattigt Land, hvor de ydre
Tilskyndelser er saa faa og hos en Digternatur, hvor /Ergjerrighedens Impuls
aldeles ikke existerede. Hvis Moe her tilfseldigvis var snublet over en god
Idé, saa kunde Faenomenet forklares. Men det er ikke Tilfaeldet; det er
Udforelsen, der er fortrinlig fra forst til sidst, det er den barnlige Naivitet,
som mönstervaerdig er gjengiven.
Jorgen Moe forflyttedes 1863 fra Sigdal til Drammen, var fra 1871-75
Prest i Yestre Aker ved Kristiania og blev i 1875 Biskop i Kristianssands
Stift. Han dode 1882.
Moes originale Digtning har ingenlunde havt en saa vidtraekkende
litera;r Betydning som Asbjornsens; men hans Lyrik naar til ethvert 0re,
der .er poetisk-musikalsk nok til at fatte dens fine og noble Klang.
Det lysned i Skoven.
(Slutningsdigt af „SseterreiseM
Det lysned i Skoven, da ilede jeg frem,
Snart stod jeg, hvor Bakkestupet skraaned.
Jeg saa den vide Bygd, jeg saa mit kjrere Hjem,
Jeg saa, hvor de fjerne Aaser blaaned.
Jeg saa de brede Fjorde, der skar sig ind i Bugt,
Og Elven saa jeg blinke og krumme sig smukt —
Jeg la;ngtes til de sollyse Sletter.
Og dog var det atter, som den sukkende Li
Vilde blidelig holde mig tilbage, —
Som om den bag mig hvisked: Forlader du min Sti,
For ned i Folkevrimmelen at drager
Ak, Skoven og Fjeldvandet havde i mit Sind
For förste Gang suset sin Vemodstanke ind —
Og siden jeg glemmer den vel aldrig.
Thi ofte, naar jeg gaar i den mylrende By,
I de bonede, skinnende Sale,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
