Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og hun vandred sagte hen mod H¡eggens
Rod,
Hvor den str0de vidt sin Blomme:
Der en herlig Karl til Bullen lrenet stod,
Og han bad den Skjonne komme.
Taus han saa paa hende, lagde saa
paastand
Harpen atter til de hvide Trenders Rand.
Dette dybe Blik
Gjöd en Lrengselsdrik
Over Pigens Tanker fromme.
Og med Spil han iled henad Eng og Sti,
Og det sang i Birkens Lunde.
Higende hun fulgte; Lovets Dug i Li
Kindens Brand ei svale kunde.
Som i Dands til Slaatten gik det Fjeld
og Ur
Opad, til de stod for Xutens glatte Mur.
Klippeyreggen sprang
Op ved Tonens Klang,
Og bag Stenen begge svunde.
Helges Fader havde hort de lette Fjed
Ile ned ad Löftets Stige;
Og han kasted Koften om sin Hrerde
bred,
Vilde gjennem Gluggen kige.
.Medens Gubben stod der speidende og
strreng,
Saa han Pigen dandse henad dugget Eng.
Angst og Undren ind
I den Gamles Sind
Maatte sig \ed Synet snige.
0xeskaftet greb han rask og iled ud,
Og han kaldte lydt og Irenge.
Ekko svared kun. Da taus med Bon
til Gud
Sprang han over Mark og Enge.
Sporet fulgte han af Helges lille Fod,
Hvor i vaade Grres og blode Mos den
stod;
Og han naade frem
Til det sorte Hjem,
Der hvor bratte Klipper strenge.
Ak, da löstes Gaaden for den Gamles Hu.
Sorgen strammed hver hans Sene:
0.\en blinked med et Gjenskin af hans
Gru
Og gav Gnist mod Blokkens Stene.
Over Klippedoren, Jettemagtens Hegn,
Har nu Staalet mrerket Korsets dyre Tegn.
Derpaa stille gik
Han med Kummersblik
Nedad sukkende og ene.
Men om Gubben alt i klare Morgenstund
Sig de gjreve Grander flokke.
Signet med et Suk fra Alles Sind og
Mund
Brere bort de Kirkens Klokke.
Og de hrenge den, hvor Mrerket staar i
Fjeld,
Og de ringe tause der en Torsdagskveld.
Klokkens Kald — vil Gud —
Skal af Bjerget ud
Menlös alter Pigen lokke.
Malmens Klang igjennem Heiens Stilhed
gaar,
Ekko niaa paa Stemmen agte,
Og med dobbelt Kraft paa Fjeldets Vreg
den slaar,
Men den synes intet magte.
Solen synker, men med djrerve Nrevegreb
Drage Karlene det tunge Klokkereb —
Se, da trreder brat
Ud af Fjeldets Nat
Pigen bieg og taus og sagte.
Skridtet afmaalt vexler efter Malmens Lyd,
Mens hun vandrer over Heien;
Hodet boies under Solvets tunge Pryd,
Smukt det blinker nedad Veien.
Men som hjem hun gaar sin hellig-stille
Gang,
, Og hun skrider over Tunets gronne Vang,
Strrekker Foden let
Ud mod Trersklens Brret:
Tauget brast ved Klokkens Svaien.
Ak, da svandt den Fagre i et flygtigt Nu.
Op sig atter Fjeldet lukked,
Og i Dybets Gab til Gubbens Sjrelegru
Atter Dalens Rose dukked.
i Men de biege Karle horte hendes Skrig.
i Til i stille jamren dybt det tabte sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
