Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtuigs Dagboger
hævet over den Lov, der byder Mennesket søge sine Proble
mers Løsning uden for sig, da har Jeg i Forbindelsen mellem
mit Indre og det Højeste en Nydelse, der lader den endelige
saameget længere bag sig, som den er stedse stigende mod Nær
melsen til hint Højeste, der staar som sidste Maal. — Dette og
egenlig kun dette er Menneskets værdige Maal, thi det er ikke
som de andre, selv de ædleste, hvis Skin er skuffende, i det de,
opnaaede, ej ere, hvad de syntes, men kun en ny Spore for vor
Attraa, der efter paa dem at have ødslet sine Kræfter maa blive
evig utilfredstillet. Det er mer, end det synes , det bugner af
oversvømmende Fylde, thi aldrig naaet, udgyder det over Alle
Nærmende stedse voksende Salighed. —
Ej tør Jeg tiltro Mig den Svingkraft at kunne løfte Mig saa
ledes over Alt, at mit Liv i den højere Ide blev uafbrudt, be
standigt, men i dette Øjeblik skuer Jeg dog ned paa Hende som
en fra Mig og min Trang ganske isoleret Skabning; Jeg ser Mig
trindt om, ingen kan udfylde Hendes Plads, men Jeg fordrer ej
dens Fylden. Heri er ingen Resignasjon, ingen Omtuskning af
Lidenskab. Jorden ruller bort under Mig, Jeg svæver, hvor Jeg
før stod, og hæves ved egen Kraft mod det vinkende Høje ! —
O, saadanne Øjeblikke skulle stedse formere sig, og styrke Mig
skal deres Erindring, naar Jeg, blændet af udvortes Form, syn
ker til Jorden og daarlig gør den til Vilkaar for min Trangs
Opfyldelse. — Himmelske Tanke ! Beruset, ej som den Drukne,
men Oversalige, nærer Jeg Dig i min Barm. Renses skal det
Endelige fra alt det Beskrænkede, eller falde sammen skal det
med sit rene Urbillede. Anskuelsen skal ej længer være Erken
delsens Fjende, men den ahnede, aldrig anskuede og aldrig
erkendte Harmoni skal forene Dem og Mig med dem i den
evige Fryds sig selv udfyldende Navnløse. —
17tende Juli.
Atter tav Jeg i tyende Maaneder, og mismodig griber Jeg
Pennen, thi ej ere Resultaterne frydelige. —
Kun svagt kan Jeg genkalde Mig den lykkelige Stemning,
hvori Jeg sidst endte. — Hvorledes kunde Jeg ogsaa mer end
øjebliklig fremtræde for Mig selv som Genstanden for min
Ahnelse, Jeg, hvis Ydre og Indre søndrer sig selv i fortvarende
Disharmoni! —
Aldrig har min Lidenskab været heftigere, mere brændende
og fortærende end siden det Øjeblik, Jeg troede Mig hævet over
den. — Og kunde det være andet? Var det ikke den, Jeg poten
Grundtvigs udv. Skrifter. q_ 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
