Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtvigs Dagboger
stærkere Luftning, om end da de vekslende Vinde stundum
truede hans Skib med Undergang?
Kunde Han derimod vælge mellem en stærkere omspringen
de, og en sagtere, staaende Vind, da var Valget ikke tvivlsomt.
Men kan Jeg det?
Naar min Kærlighed var undertrykt, da stod Jeg uden nogen
Berørelsespunkt ved min Side, og Jeg maatte leve af Mig selv.
Var her en Pige, Jeg, uden at elske, dog kunde slutte Mig til
med Velbehag, da føler Jeg Kraft til at kunne dække den
ulyksalige Ild, der raser i min Barm, saaledes at kun enkelte
Gnister vilde stundum kunne fremkæmpe sig til hastig Død i
den übrændbare Luft, men saalænge det ikke kan ske, er det
Mig umuligt at arbejde paa min Frihed med stadig Haand.
Mine Kampe vare hidtil kun vilde Opbrusninger, overnaturlige
Anspændelser af min hele Kraft, der efterlode en Slaphed og
Svækkelse, som nødvendig maatte tilintetgøre den erhvervede
Sejer.
Men den Pige, der skulde kunne helbrede Mig, maatte med
tækkeligt Udvortes forbinde Godhed og Aandsdannelse, om
ikke i højere, saa dog ej heller i stort ringere Grad end min
Herskerinde, paa det Sammenligningen, som var uundgaaelig,
ej skulde forvandle Hende i mit Øje til et Intet. Hun maatte
desuden have to Fortrin, hvorved Hun übetinget vandt, Hun
maatte være sædelig, og elske Mig. — Var dette sidste Tilfæl
det, da vilde Hun med mindre Fortrin, naar Aanden ej var den
slettest udstyrede, snart vorde Mig dyrebaer, og vilde Hun, som
Jeg evig tilbeder, da være menneskekærlig nok til, efterhaanden
som hint Baand knyttedes, at opløse det, der fængsler Mig til
Hende, saavidt det stod i Hendes Magt, da kunde Jeg endnu
selv her, ikke blive lykkelig, men vinde Ro.
Vilde Hun derimod enten fordobble sin Ømhed, eller var paa
engang kold, da kunde Jeg ikke løsrive Mig, derom overbevise
baade min Erfaring og Følelse mig.
Borte herfra kunde Jeg helbredes — saaledes som en til Dø-
den syg kan — ved Sluttelse til Videnskaber og Venneomgang.
Her er det umuligt, thi saasnart Hun med sit livsalige Smil og
sit kaldende Øje stiller sig ved Videnskabernes Side, da svinder
deres Pragt, og de staa som afpillede Benrade, kun Genstande
for min Spot. Venner kan Jeg her ej have, thi i enhver Mand
ser Jeg en Medbejler til min Elskedes Gunst.
7*
99
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
