Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lidet om Sangene i Edda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sangene i Edda
120
Nu komme vi til den tredie Maade at behandle Sangene i
Edda paa, den, at udfylde den gamle Skyggeridsning til et
Heelt. Bedre kunde vel Udtrykkene ei være valgte, og komme
omtrent overeens med, hvad Øehlenschlåger siger om sin un
derskiønne Bearbeidelse af Vaulunds Qvæde *).
Ustridig er en saadan Udfyldning, der tilsætter af samme
Malm, hvad Tidens Haand udslettede, og lader den dybe Sands,
der skiuler sig bag Digtet, træde tydeligere frem, den Bearbei
delse, der aabner os det herligste Blik i Oldtiden. Stolte kunne
vi være af, at vor Litteratur ei længere mangler et Mynster af
dette Slags. Vi eie det i Vaulundurs Saga, og saa mange Modi
licationer, end det Ydre maatte kunne tilstæde, tør jeg troe, at
hvert Arbeide, der fremtræder som Udfyldning af Eddas Sange,
bør i sin indre Organisation ligne denne skiønne Blomst, hvis
Rod staaer fast i Eddas hellige Jord, og hvis Krone, skiøndt
paasat af en yngre Digter, synes udsprungen af dens egne Safter.
Saaledes maa H. M. ei have tænkt; thi da havde han ei givet
os dette Forsøg, der dog ogsaa skal være en Udfyldning, men,
som han selv anmærker, mere beregnet efter Nutidens Smag.
Saare studsede jeg ved at læse dette; thi vel veed jeg, at den
forstandige Periode ogsaa har viist sig conseqvent nok til at be
røre Oldtidens Helligdomme med ligesaa uskaansom og afklæ
dende Haand, som ethvert andet Menneskets Høieste; men jeg
troede, det dog engang var Tid at aflægge den underlige Grille,
at ville assimilere Oldtid til Nutid, det er: giøre hiin ligesaa be
tydningsløs, som denne, istædenfor at man burde stræbe at
eludere Tilværelsen, ved Fremstilling af den høiere svundne.
Jeg veed ikke, om Hr. Ms. Arbeide vil behage det Publikum,
der paastaaer at have varm Følelse for Oldtiden, men det veed
jeg, at samme ei derved vilde lægges for Dagen. Ja jeg tvivler
endog paa, at selv Smagen, denne hinkende Vrager og Maaler i
Skiønhedens nyere Rige, vil paatrykke dette Product sit anbe
falende Stempel.
Det Følgende maa afgiøre, om Ovenstaaende er en løselig
henkastet Dadel, eller Resultatet af den strængeste Prøvelse,
hvilken jeg troede nødvendig, ei saameget for Arbeidets egen
Skyld, som for den Skade, det, leveret af en Mand, hvis Kund
*) »Dette gamle og ærværdige Sagns fierne og halv hendøde Toner« — siger
Digteren — >har jeg, saa godt det stod til mig, samlet i min Siæls Øre, og ud-
fyldt med, hvad, en indvortes Stemme sagde mig, var udslettet af Tidens
Haand«. Jeg maa ellers bekiænde, at dette mindede mig übehagelig om, at jeg
ei levede i Oldtiden, og har derfor neppe sit rette Sted i Digtet selv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
