Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Religion og Liturgie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religion og Liturgie
143
hæve sig til det Evige, og blev saaledes en Løgner fra Begyn
delsen, ved sit skuffende Løfte til Mennesket.
Det lovedes, at Qvindens Sæd skulde sønderknuse Slangens
Hoved, men den skulde bide Manden i Hælen. Mennesket skul
de komme til Erkiendelse afTilværelsens Usselhed, som Hoved
øiemeed, men den skulde dog beholde Kraft nok til at hindre
hans Flugt mod det Evige*).
Nu kunde ingen Religion i høiere Betydning være paa Jor
den, men kun en Stræben mod samme, for hvilken ogsaa de
gamle Religioner ere Udtryk. De vare alle Poesie. Philosophie
ansaaes som deres Fiende, og var det virkelig ved sin Stilling.
Delte Phænomen troe vi at kunne forklare os saaledes : de
Gamle dømte rigtigen, at den Kundskab, der styrtede Menne
skene, var Philosophie. Frygtsomme for den lange Vei fremad,
stræbte de stedse tilbage mod det Evige, hvorfra de vare løs
revne. Derfor sluttede de sig saa tæt til Poesie, da denne i hin
gyldne Alder havde været Eet med Religionen, ei en Stræben
mod det Evige, men en Omfattelse af det. Derfor kunde Philo
sophien ei faae Sted i deres Religioner, thi de saae i den Slan
gen, som maatte knuses, før hint Samfund kunde vindes tilbage.
De fragmentariske Skildringer af Grækernes episke Old, vi
have under Homers Navn, bevise, de engang troede, at have
naaet deres Maal. Ei tør vi bestemme, om den dramatiske Digt
ning endnu var Udtrykket for denne Troe ; men det synes klart,
at de i den dramatiske Konst søge at trøste sig over det skuffe
de Haab. Længe kunde ei heller hin Skuffelse vedvare; thi
Mennesket havde engang sluttet sig til Tilværelsen, og kunde
ei mere træde tilbage. Kundskabens Frugt var brudt og smagt,
og kunde ei atter vorde hel og urørt, om den end henkastedes
til Forraadnen. Nydes maatte den, om den endog var dræbende
Gift. Allerede i Grækernes Historie skimte vi Overgangen fra
Poesie til Philosophie som Religion; men endnu maatte denne
kæmpe, og seirede først under Romerne. Ei var det Ringeagt
for det Høieste, der fødte denne Overgang, skiøndt den vist nok
*) Saare vel indsee vi, at hverken de litterale eller moralske Udtydere af
Bibelens Oldskrivter ville være enige med os i denne Fortolkning; men vi er-
klære os ogsaa villige til at vexle Mening, saasnart Nogen, uden at fratage eller
inddrage Noget, giver os en Forklaring, hvori denne mythiske Fortælling
aabenbarer en dybere Sands, og sættes i strængere Forbindelse med Religio-
nens følgende Historie.
Dette er alt, hvad vi kunne sige, thi hidtil kiendte vi ingen tilfredsstillende
Forklaring, og vi vide ingen Autoritet, hvorpaa vi kunne støtte os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
