Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Videnskabelighed og dens Fremme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Videnskabelighed og dens Fremme
191
vorde, ikke blot uskadelig, men endog den stærkeste Spore til
Videnskabelighed, uden derfor at tabe det mindste af sit særegne
Væsen ; men da maatte ogsaa hendes Dannelse være noget gan
ske andet, end hvad den nu er : værdløs Glimmer ; og Qvinden
kan kun dannes i Manden.
Man slutter let heraf, at jeg mener, den unge Studerende bur
de hos Kiønnet, som det nu er, ikke troe at burde lære: at
være, men at hvile, og dets Gunst maatte være ham en Bisag,
ligesom Polituren selv, trods al den Vigtighed, vor smaavurne
Tid har villet give den, dog virkelig er det. Dette vilde blive
Tilfældet da, naar han lærte at slutte sig til de svundne Tider,
saaledes, som de staae for vort Øie, og skatte den fortrolige
Omgang med Sagaens*) udødelige Store, og at skiælne mellem
Homers og Lafontaines Helte; kort, naar Videnskabelighed blev
hans høieste Maal.
Finder nu virkelig den vel forberedede Yngling Hindringer,
der lettelig standse, aflokke eller afskrække ham fra Viden
skabsbanen, og kunne disse Hindringer ene bortryddes eller
formindskes ved en kraftfuld Modvægt, da fremskyder sig
Spørgsmaalet: om en saadan Modvægt hos os existerer?
Er Modvægtens Kraft vis, og er det sandt, at en uvidenskabe
lig, eller rettere, slet ingen, Aand, besiæler Nutidens Studerende,
naar de betragtes som et Heelt; da er Spørgsmaalet ogsaa egent
lig besvaret; men Sagen trænger til en nøiere Analyse. Vel over
stiger det baade min Kraft og Villie, at give en saadan, som den
burde gives; men dog maa jeg bede om Tilgivelse, hvis jeg et
Øieblik synes at glemme den borgerlige og litteraire Høide, paa
hvilken Kiøbenhavns Professorer staae over mig, i det jeg til
lader mig nogle Spørgsmaal om deres Virken til Videnskabe
ligheds Fremme !
Jeg antager som afgiort, at de Høilærde paa det samvittig
hedsfuldeste beobagte deres Partes publice, privatim, og priva
tissime; men gribe de ogsaa enhver Leilighed til, i Forelæsnin
gen over deres særegne Videnskab, at tale med Varme og Kraft
om sand videnskabelig Dannelse, at opmuntre de Unge til Af
benyttelse af de offentlige Bogsamlinger, at vise og lette dem
Veien, de bør vandre?
Er det saa, da maa det synes underligt, hvi en Nyrup i min
Tid ei kunde samle 5, siger og skriver fem Tilhørere ved sine
Forelæsninger over Litterairhistorien. Da maa det end synes
*) Jeg maa vel anmærke, at jeg her ved Saga forstaaer — Historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
