Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordens Mytologi (1808) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mytologi
334
viklet sig til Liv, kunde Alfader ei lade en Verden blive, der
hel, som i sine mindste Dele bar hans Billede, før det onde selv
tagne Liv var forgaaet.
For at dette kunde ske, fremtraadte Alfaders Kraft som leven
de og virkende. Den var hvad den maatte være, ren, blind og
taus. Men den svækkede kun Massens Liv istedenfor at tilintet
gøre det, thi ved at oplade Øiet, tabte den sin Renhed.*) Den
byggede en Verden og vilde være sin egen. Fred sluttede den
med Massen, og selv Ahnelsen om en vordende høiere Har
moni maatte forsvundet, dersom ei det Eviges Visdom havde
overhugget det syndige Baand, men ogsaa det skete, og Tiden
blev da af Nødvendighed Udtrykket for Kampen mellem den
vanhellige Styrke og besmittede Kraft.
Saaledes var Tilværelsens Gaade løst, og det kunde ei læn
gere forbause Digteren, naar Han saa, at selv den Kraft der
stred mod det Usle, stred mere for sig selv, end for det Herlige,
hvis Kæmpe den skulde være. Ei bortgav Han sin Ide, thi den
Visdom, som vakte og styrede Kampen, maatte ogsaa engang
lade den ophæve sig selv ved en gensidig Tilintetgørelse af de
stridende Kræfter som saadanne. Da, naar Massens syndige
Liv var udslettet, naar den blinde Kraft, renogvillieløs var
atter sammenrundet med Visdommen i det evige Væld, saa Han
en Dag lyse og en Tid udfolde sig, der ei kunde endes, og hvori
al Strid var utænkelig, da Alt maatte erkende sig som Straaler
af den ene Sol.
I denne dybe Beskuelse og herlige Ahnelse levede Han, og
kastede uden Smerte Tiden bag sig. Til sin Salighed vilde Han
løfte sine Brødre, og skabte — Asa læren.**)
*) Denne dybe Ide er afpræget i Myten om Odins fire mærkelige Sønner:
Baldur (Renheden) Hødur (den blinde Kraft) Vidar (den tause) og Thor (den
besmittede, selvstændig fremtrædende). Det at Asakraften mistede sin Ren-
hed og blinde Lydighed, bragtes frem for Beskuelsen ved at sige : Renheden
individualiserede sig i Baldur og Blindheden i Hødur. Disse blive ved at staa
ved Siden af Odin, da Kraften vel kunde skille sig ved sine Egenskaber; men
disse dog ei vende tilbage til Udspringet, uden i Forening med den. Renheden
og Blindheden maatte imidlertid fiernes naar Aser skulde tvinges, og Massen
dog ikke seire over det Evige selv, og derfor vandre baade Baldur og Hødur
til Hel. Vidar maatte blive, fordi den besmittede Kraft ei kunde komme til at
triumfere paa Massens Ruiner; taus og indsluttet i sig selv venter Han paa
Odins Fald i Ragnaroke for at handle første og sidste Gang.
**) Skulde jeg nu udvikle hvorledes Han søgte at aftrykke Ideen paa det
nøiagtigste i Gudelivet, da maatte jeg paa ny foretage Vandringen Vi nylig
endte ; men neppe vil det være vanskeligt for den tænkende Læser at finde
det selv. Kun vil jeg her bemærke at Vi paa denne Standpunkt ei kunne gen-
tage det Spørgsmaal Vi forhen have giort : hvorfor er Alfaders Tilværelse ei
synlig i nogen af Gudelivets Optrin? thi i Norners og Asers modsatte Stilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
