Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kæmpelivets Undergang
504
Vagn.
Hvad? Toke! har en Seidmand koglet
Udaf dit Sind den høie Kløgt,
Som gennem hver din Idræt skinned
Og lagde Kæmpekraft i hvert dit Ord?
O ! har du glemt, at du er Palnatoke,
At jeg er Vagn, hvem du har lært
De høie Aser at tilbede,
Og at forståa de gamle Kvad?
O vaagn dog op af denne onde Dvale
Der tifold værre nævnes maa end Død !
O ! kan du ikke længer Noget mindes?
Nu løftede sig Palnatoke, som vækket af hin 1 dybeste Søvn
Palnatoke.
Jo, raske Vagn! nu mindes jeg
Fuldvel mig selv og dig, men ofte
Det med mig er saa underligt,
Jeg ikke veed, hvad selv jeg mæler.
Henveiret er min fordums Kraft,
Os ieg er vorden svag og gammel.
Vagn.
Er jeg maaske ei heller mere ung?
Har mange Aar maaske i Bretland
Jeg sovet hen? Jeg kunde selv mit Vid
Forlise ved et saadant Jærtegn.
Palnatoke.
Ja, Frænde ! det er vist et Jærtegn,
Som varsler om de store Guders Fald.
Kom ! sæt dig hos mig ned paa Bænken !
Da skal du lære, hvi saa brat
Min Størke og mit Mod jeg tabte.
Du saae, hvor stærk og fro jeg var,
Da sidst vi skiltes her i Jomsborg.
Jeg stirred efter Snekkens Mast,
Indtil dens Top var hel forsvundet,
Da saae jeg ned paa Bølgen hist,
1 B: den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
