Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirke-Riget og Kors-Togene
278
derved. Vi maatte da her tåge Afskeed baade med Kong Lud
vig og hans vakkre Lov-Taler, dersom Skiæbnen ikke havde
været dem Begge saa god, at de beholdt Livet, blev udvexlede
for Dam i ette og en Slump Penge, kom til Åkre og havde
endnu Mod paa at giøre og lide noget for det hellige Land;
men især det Sidste er saa smukt og i det Trettende Aar
hundrede saa mageløst, at vi nødvendig maa pege derpaa. Stort
var det naturligviis ikke, hvad Ludvig, selv kun en svagelig
Mand af Middel-Størrelse, med et lille mismodigt Følge kunde
udrette, men dog havde Sultanerne af det Saladin ske Huus,
ved saavidt mueligt at ødelægge Sø-Stæderne, givet veltæn
kende Konger en Leilighed til gode Gierninger, som Ludvig
(1250—54) flittig benyttede. Askalon, for hvis Ødelæggelse vi
nok huske den store Saladin stred saa haardnakket, at han
tilsidst seirede over Rikards Løve-Hjerte, den havde alt (1240)
faaet Opreisning af Rikards Broder-Søn og Navner, Grev
Rikard af Cornwall, som, mærkeligt nok, synes ene at have
gjort sit lille Kors-Tog for at viske Pletten af sin Far-Broders
Ridder-Skjold*). Ludvig stræbde nu at giøre sig fortjent af
hele Christenheden ved ei blot at forbedre Befæstningerne ved
Åkre og Jaffa, men ved paa ny at opbygge og befeste baa
de Kæsarea og Sidon, som var i Bund og Grund forstyr
rede, og det maa Ingen kalde unyttigt, skiøndt Stæderne snart
igien nedsank i det Gruus, der end skjuler dem; thi deels for
sinkedes dog ved Ludvigs Bestræbelser Grav-Rigets fuldkomne
Undergang henved et halvt Aarhundrede, og deels er netop de
Ædles Utrættelighed til at opbygge hvad Fienden ned
river et guddommeligt Træk hos Menneske-Slægten, der
skal æres overalt hvor det mødes. Dette kan ikke tit nok ind
skiærpes i vore Dage, med en Tids-Alder bag os, da det selv
midt i Christenheden, ved et stort Uheld, gjaldt for den største
Helte-Gierning at nedrive, skiøndt endog Hvem der forstyrrer
en Røver-Kule, hører selv til den, hvis han ikke har noget
Bedre i Arbeide, han derved stræber at sikkre, saa vi maae
baade kirkelig, borgerlig og videnskabelig vandre »i et
nyt Levnet,« dersom Forsynet ikke skal angre at have gjort
os til sine Fortroelige og aabnet os den mest glimrende Bane
som Dets forsigtige Med-Arbeidere. Istedenfor da, at det nu
allevegne i Christenheden er blevet til et Ord-Sprog : Fædrene
bygde op, men vi brække ned, maa det herefter, om vi skal
*) Wilken om Kors-Togene VI. 614-15.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
