Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det Sextende Aarhundrede
620
giøre Undtagelser. At desuagtet Kentfarenes Oprør (1554),
under Thomas Wyat*), baade faldt saa let at dæmpe og blev
det Eneste, maa vel især tilskrives den Omstændighed, at Ade
len fik Lov at beholde alt det Kirke- og Kloster-Gods, som
de under Henrik og Edvard havde revet til sig, men da Ma
rie alt havde givet Afkald paa sin Deel deraf og begyndt at op
rette Klostre paany, vilde Øen sagtens snart kommet til at
svømme i Blod, hvis hun ikke var bortrevet midt i sine Dage.
Da Elisabeth netop var en Datter af Anna Boleyn, for
hvis Skyld Kong Henrik forskiød sin Spanske Dronning, og
hun ansaaes for Protestant, var hun naturligviis Marie dob
belt forhadt, og skiøndt hun afsvor Kjætteriet og hørde Messe,
behandledes hun dog som en Stats-Fange, hvis Liv hænger
i et Håar, saa hun havde kun liden Udsigt til den Throne, hun
i 45 Aar (1558—1603) med saa megen Glands kom til at be
klæde. Det var da intet Under, at Protestanterne deri be
undrede Forsynets Styrelse, og Beundringen voxer, nåar vi
see, at Elisabeth var ligesaa haardhiertet som Marie, langt
mere herskesyg og i Troes-Sager enten meget vaklende eller
høist ligegyldig, saa det var kun Omstændighederne, der nødte
hende til at stille sig i Spidsen for den Anglikanske Refor
mation og taale en Smule Samvittigheds-Frihed. Det skedte
imidlertid, saa den Anglikanske Kirke fik sine Bisper af
Guds og Kongens Naade, der spille store Herrer i Overhuset,
men kan ikke ban sætte en Flue uden den verdslige Pa
ves Tilladelse, og den fik (1562), med sin Alter- Bog og sine
«39 Troes-Artikler,« den Skikkelse, hvori den overhovedet end
nu befindes, skiøndt den i det Syttende Aarhundrede, efter en
langt mere blodig, end brav og hæderlig Kamp, maatte opgive
sit statskirkelige Herredømme over de Afvigende (Dissenters),
og er nu et latterligt Fangetaarn med alle Dørre paa vid
Gavl.
Nn at udvikle denne urimelige, selvmodsigende Stats-Kir
kes Forhold saavel til den Romerske Kirke-Stat, som til den
Lutherske og Calvinske Skole-Kirke, og til det ægte »Apo
sto li ske Samfund, « det bliver Kirke-Historiens temmelig ind
viklede Sag, men da den nu igien brammer med sine Bisper,
som Apostlernes eneste Efterfølgere, og fradømmer selv de
barnligste Lutheraner den rette «Daab og Christendom,*
saa maa det dog ogsaa her bemærkes, at det hænger kun meget
*) Lingard V. 43—55.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
