Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Østersskal var den døde Tove og selv var de
Kong Valdemar, som sad sørgende hos.
Men det var forbi.
Niels var nu en stor Dreng, tolv Aar, gik i sit
trettende, og han trængte ikke mere til at hugge
løs paa Tidsler og Skræpper for at nyde sine
Ridderfantasier, ligesaalidt som han havde
Behov at sætte sine Opdagerdrømme ud at sejle
i Muslingeskaller; en Bog og et Sofahjørne var
nu nok, og var det ikke nok, vilde Bogen ikke
bære til en Kyst, der var kjær, saa opsøgte han
Frithiof og fortalte ham den Historie som
Bogen ikke vilde give. Arm i Arm gik de henad
Vejen, den Ene fortællende, Begge lyttende,
men naar de rigtig vilde nyde, rigtig give
Fantasien Lys, saa gjemte de sig i Høstængets
duftende Mørke. Snart blev imidlertid disse
Historier, der endte, just som man allerbedst
var bleven hjemme i dem, til en eneste lang
Historie, der aldrig endte, men leved
Generation tildøde efter Generation, thi naar Helten
blev for gammel eller man uforsigtigen lod ham
omkomme, saa gaves der ham en Søn, som fik
Alt i Arv efter Faderen og endda udstyredes
med saadanne nye Egenskaber, som man i
Øjeblikket særlig satte Pris paa.
Alt, hvad der havde gjort Indtryk paa Niels,
af det han saae, af det han forstod og det han
misforstod, af det han beundrede og det han
vidste der skulde beundres, det kom Alt ind i
Historien. Som glidende Vande farves af hvert
Billede, der kommer nær deres Spejl, og, alt
som det nu kan hænde, give Billedet igjen i
ustyrret Klarhed, eller trækker det skjævt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
