Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UNDERHANDLEREN.
345
blive hendes — ogsaa denne oprørte ham. Tusinde Stemmer
i hans Indre raabte, at han skulde give efter og lytte til de
gjorte Tilbud, og alle saa førte de paa Tungen Domherrens
godt anbragte Ord om, at Sveriges Vel dog var Erkebispens
høieste Maal lige saa fuldt som hans, — men i Nils Stures
Sjæl dirrede en Streng, der aldrig brast, en Streng, der kunde
siges at være spunden af Erindringen om dem, der havde
været ham kjære, og som alle havde ført ham fremad i samme
Retning, og deres Ord steg op som en Blomst midt i det
fraadende Hav, en fjern Stjerne midt imellem Skyerne paa
Himlens Blaa, veiledende ham paa hans mørke Sti. Og alt
flød tilsidst sammen i det rene Billede af hans Hjertenskjær.
Hun var nu i Virkeligheden længere fjernet fra ham end
Stjernen i den forløbne Nats Drøm, men han saa hende dog, og
det var, som om hun netop ved sin Fjernhed havde bundet
ham fastere til sig og hele den Verden af Lys og Fred og
Forsoning, hvori hun boede.
Kampe og Fristelser, møder paa mangehaande Maader og
i mangehaande Former Mennesket, men Sandheden er altid
ens, og ulykkelig er den, som ikke kan holde ud Riddervagten
om sin Ære, sine Løfter, sit Haab. Hans Lykke glider ham*
af Hænderne, uden at han mærker det. Han gaar som en
forhexet gjennem Livet, Havet stiger rundt omkring ham, han
synker langsomt og drukner tilsidst, uden at Mindet synger
ved hans Grav. Men enhver udkjæmpet Kamp, enhver vunden
Seier skjænker en unævnelig Fred, en forøget. Styrke.
Derfor stod den foragtede Ridder saa rolig, derfor skuede
hans Oie saa stolt ud over Verden og den mægtige Erkebisps
Sendebud. Denne havde paa sin Side fuldstændig
gjennemskuet sin Mand, og da, som altid, opfattedes det ædle Sinds
enkle Sprog som Enfoldighed. Men endnu noget havde
Domherren at sige, inden han ansaa sin Sag for tabt.
«Over Deres Handlinger er De Herre selv, høivelbaarne
Ridder», sagde han, «men har De ogsaa ret betænkt, at den
Haand, som rækkes i Venskab, stundom kan vendes til en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
