Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
516
NILS BOSSON STURE.
den lumske Prælats Dommer, men derimod var han ingenlunde
enig med sig selv i, hvorledes han skulde forholde sig mod
Kongen. Denne var hans Fiende og kunde ikke andet være,
da Nils aldrig kunde erkjende det retfærdige i de Handlinger,
hvorved Kong Karl var bleven skilt fra Krone og Rige. Men
uagtet dette maatte ban erkjende Kristian som Konge, og
mellem disse Modsætninger dreves han frem, uden at han endnu
havde faaet Anledning til at tage et afgjørende Skridt og lade
Kongen se og forstaa, hvor umuligt det igrunden var for dem
at arbeide sammen.
Mangen Gang havde han tænkt at sende Kongen sit
Fei-debrev for med én Gang at komme til Klarhed, men altid saa
opstod derved hos ham Tanken paa Fædrelandet og paa Kong
Karl, hvis Sag ved en saadan Handlemaade saa langt fra
vilde fremmes, at den derved uden Tvivl vilde lide endnu større
Skade. Den første Tanke var naturligvis en Frugt af
Tidsaanden, den sidste derimod var en Frugt af den Prædiken,
som laa udtrykt i Engelbrekts hele Livssaga, et Fremtidsløfte,
hvis Magt hævede ham høit over den nærværende Tids Krav
paa Ridderlighed og Heltemod.
Saa red han med Kongen ind. i Byen, skjønt han ved
Siden af den seiersstolte og glade Konge var kold og næsten
dyster. Det var ogsaa med virkelig Sjæleangst, han gik op
Trapperne til Stockholms Slot for at følge Kongens Indbydelse
om, tilligemed en Mængde andre Herrer, at blive hans Gjæst.
Som Helmich fortalte Erkebispen, havde Nils redet om i
Dalarne og dér nu for anden Gang faaet istand en Reisning,
men han havde ogsaa nu sendt Bud til Kong Karl og ventede
paa hans Svar, inden han vilde lade det bryde løs.
Eiendommeligt nok var i Virkeligheden Nils Sture den eneste, som
var virkelig farlig for Erkebispen, mindre ved sin Magt end
ved sin ubestridelige Renhed i Sæder og Vilje. Men som det
ofte pleier at være Tilfældet, forbisaa Erkebispen det sidste og
fæstede sig blot ved det første. Naar Magten blev for stor,
da skulde, som han havde ytret til Helmich, ogsaa hans Time
slaa. Og nu var Erkebispen selv altfor sikker paa Almuens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
