Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KETTIL KARLSSON VASA.
593
«Kong Karl!» gjentog Biskoppen langsomt, men fik ikke
sige mere, førend Ridderen afbrød ham.
«Ja, Biskop!» udbrød han og rakte frem Haanden, idet
hans Oie luede af Begeistring. «Vi to, vi skal kunne
gjennemføre det Værk. Hvad har det vel været, og hvad skal det
vel blive, om denne danske Konge faar sin Vilje igjennem?
Drager han ikke med Skattene al Most og Marv ud af Landets
Selvstændighed, saa at det tilslut vil blive et Lydrige under
Danmark og vi og vore Efterkommere Dansketrælle til evig
Tid. Og sligt vil De ligesaalidt som nogen anden ærlig Ridder
i Sverige . . . Derfor er det mit Ord til Dem, Biskop Kettil,
at vi rækker hinanden Haanden til et fast Forbund, at hvad
der end maa ske, saa skal Sveriges Sag gaa fremad og staa
klippefast og høi, endnu naar Sværdet falder ud af vore segnende
Hænder.»
«Godt forstaar jeg Deres Tale», sagde Biskoppen livligt
og greb den fremrakte Haand, «og Gud fordømme mig i min
sidste Stund, om jeg nogensinde løfter min Haand til det, der
kan føre til Sveriges Mén . . .; maa vi derfor virke i
Fællesskab mod den fælles Fiende, og naar vort Land er blevet
frit og Erkebispen kommer igjen, faar vi siden se til,
hvorledes Kong Karl kan komme tilbage til sit Rige.»
Dette Løfte var vistnok idetheletaget ikke meget værdt,
hvor ærligt det uden Tvivl var ment, thi Erkebispens
Tilbagekomst vilde ganske vist snarere vanskeliggjøre end lette Kong
Karls. Men to Ting vandtes dog derved: den ene, at indbyrdes
Feide undveges, den anden, at Biskoppen ikke skulde
modvirke Ridderens Maal med Hensyn til Kong Karl, og dette
sidste kunde let ved indtræffende Omstændigheder komme
dertil, at Biskoppen virkelig blev Kongens Mand. Det kunde
jo ogsaa hænde, at Erkebisp Jøns ved sit Fangenskab blev
saaledes forandret i sit Sind, at han, hvis hans Frigivelse
stod i Forbindelse med Kong Karl, vilde lade sit gamle
Fiendskab falde, og saa kunde tilslut Lykken komme til at blomstre
i Sveriges Land, og Styrken voxe ved Enighed mellem dets
mægtige.
Kongekronen. 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
