Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch (1811–1884) - Ensomhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
307
Ensomhed.
Langt inde i aasen er et stille vand
med liøie, mørke, skovbegroede kyster,
hvor fjeldet bader sine kolde bryster,
hvor birken skjælver paa den tause strand
og sine gule blade langsomt rystér
paa våndet ned; kun saa den græde kan.
Fra lien smiler ingen venlig bytte
og ingen snekke fra den trange vig;
tys! hisset rasler det en enkelt skytte
igjennem skoven sagte lister sig
og stanser ofte og maa varsom lytte
til røiens og tiurens bæse skrig.
Men bølgen er saa mild, saa dyb, saa klar
og giver himlens blik saa rent tilbage,
som om den Comersjøens skatte bar.
Og derfor løfter sig en stille klage
fra sjøens grund, dens sorg vil vinger tåge
og fra det høie fordre trøst og svar:
Aki jeg har kraft at fange himlens blåa,
og der er ingen, som kan se derpaa!
Snart knuges jeg af vintrens blanke lænker
men ingen aner, hvad derunder tænker,
og intet øie har i mit sig speilet
>
og ingen lilje paa mit bryst har seilet!
Men høstens klare luft vemodig smiler,
thi sjøens stumme sprog den godt forstaar
12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
