Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Dietrichson (1834–) - Paa høifjeldet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
526
Paa heifjeldet.
Her har døden trykt sit stærke segl
dybt og strengt paa fjeldets kolde pande,
intet løv har set sig her i speil,
ingen baad har løftet kjækt sit seil
over tjernets blygraa, mørke vande.
Som et ligskrud paa den dødes bryst
ligger sneen paa den stumme kyst:
trøstløshedens aand her evig sidder
stirrende paa ødemarkens vidder.
Aldrig fløi en fugl herop mod våar
renens vidtbereiste flokke ene
stryger over høiderne hvert aar,
knapt en skytter paa sin færd dem nåar,
rypen flagrer op bag urdens stene;
men et menneske, hvis øie saa
over denne fjeldmarks tomme gråa,
glemmer smilet, der paa læben leger,
fjeldets rædsel i hans sjæl sig præger.
Did jeg kom en solklar sommerdag,
dybt i dalen alle lier dufted,
linden stod i blomst ved stuens tag,
elven bruste som ved harpeslag,
lune vinde over vangen lufted;
men jeg glemte al den sommerpragt,
da jeg traadte under vintrens magt,
her, hvor selve sagnets ord, det unge,
tier uden billed, uden tunge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
