Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maiirits Christopher Hansen.
Den stille, af Samtiden forholdsvis
ubemærkede Virken har ofte ogsaa berettiget Krav
paa at mindes af en erkjendtlig Efterslægt.
Mellem de Digtere, der have indtaget en
fremragende Plads i den fremblomstrende norske
Literatur, nævnes derfor altid med Ærbødighed
Maurits Christopher Hansen, uagtet han i sit
Liv ikke indtog nogen i det Ydre udmærket
Stilling, og endskjønt ugunstige
Omstændigheder og Livsvilkaar forhindrede hans Digteraand
fra at hæve sig til den Højde, som den under
andre Forhold kunde have naaet. Hans
Livsgjerning faldt i en Tid, der kun frembød faa
Betingelser for Udviklingen af en stor og sand
Digterbegavelse; saa meget mere
Anerkjendelse fortjene derfor de, som tiltrods for alt
andet end opmuntrende ydre Vilkaar alligevel
vovede at blive Digtere.
Allerede sora Barn røbede Maurits
Christopher Hansen literære Anlæg, som udvikledes
og plejedes af forstandige og dannede
Omgivelser i Hjemmet. I en Alder af 15 Aar (han
var født paa Modum 5 Juli 1794) kom han i
1809 ind paa Kathedralskolen i Christiania,
hvorfra han i 1814 efter fem Aars Forløb
dimitteredes til Universitetet. Efter at have taget
anden Examen, kastede han sig med megen
Iver over Filologien, medens han tillige
overtog forskjellige praktiske Lærerstillinger, ved
Krigsskolen og Borgerskolen. Nogen
Embedsexamen kom han aldrig til at tage, da han i
1817 indtraadte i Ægteskab med Hedevig
Leschly, og hans Bestræbelser for at ernære
sin stedse voxende Familie siden ikke tillode
ham at afse den dertil fornødne Tid. Dog
studerede han med megen Iver og Kraft
saavel de levende Sprog som Filosofi. I 1820
flyttede han til Throndhjem, hvor han først var
Lærer ved Realskolen og fra 1825 Adjunkt ved
den lærde Skole. Aaret efter udnævntes han
til Overlærer ved Kongsbergs Middelskole, i
hvilken Stilling han forblev til sin Død, der
indtraf 16 Marts 1842. Hans Helbred var da
knækket af Næringssorger, ligesom en virkelig
eller formentlig Tilsidesættelse ogsaa ansees
for at have bidraget til at lægge ham saa
tidlig i Graven. Et simpelt, smagfuldt Monument
betegner nu hans Gravsted paa Kongsbergs
Kirkegaard.
Dette er i Korthed de ydre Omrids af
Maurits Christopher Hansens Liv. Men
indenfor denne beskedne Ramme vil man finde en
ufortrøden Virksomhed i Literaturens Tjeneste,
der er saa meget mere atpaaskjønne, som den
neppe har været meget indbringende for den
flittige Forfatter. I Tyve og Tredive Aarene
vare Betingelserne for al literær Produktion i
Norge yderst ugunstige. Den Mand, som havde
foretrukket den literære Beskjæftigelse for et
sikkert Levebrød, vilde være bleven anseet for
meget beklagelsesværdig. Vore Digtere fra
hin Tid vare ogsaa i Regelen Embedsmænd,
og findes i alle Statskalenderens Dele, lige op
til Statsmagterne. Folk, som nu nærmest vilde
være blevne Dirigenter i en Musikforening, kom
dengang ind i Statsraadet, og Højesteret kunde
rekrutteres af dramatiske Forfattere. Hansen
var ogsaa tvungen til at søge ind paa en
Livsbane, der blot frembød lidet opmuntrende
Udsigter, og kunde ikke afse mere end sine faa
Fritimer til literær Produktion. Han levede
derhos mellem Omgivelser, der neppe skulde,
opmuntre ham til en saadan, ligesom han var
fjernet fra alle de Hjælpemidler, som fandtes i
Hovedstaden med dens Universitet m. m.
Imidlertid besad han i sit eget Indre en
uudtømmelig Kilde til Produktion og selv midt i
Bergstadens Rosterøg forfattedes en Række af
Ver-ker, der altid ville blive erindrede, saa længe
den norske Literaturhistorie finder Dyrkere.
Da Norge havde gjenvundet sin
Selvstændighed, og Freden atter var kommen istand,
begyndte ogsaa den literære Virksomhed, hvori
Hansen strax deltog. I den i 1815 udkomne
Nytaarsgave „Nor" findes hans første Digte,
deriblandt „Regnbuen" og „Vandreren". I det
følgende Aar udgav han selv en Samling
„Digtninger", hvorimellem der foruden flere Digte
af lyrisk og romantisk Indhold findes to
Fortællinger, „Emil" og „Fødselsgaven", der
ligesom hans „Theodors Dagbog", som dog først
udkom i 1820—21, ere forfattede i Lafontaines
Maner. Fra omtrent 1819 begyndte den unge
Digter at hente sine Forbilleder fra Fouqvé og
Tieck. Under Paavirkning af disse Digtere
skrev han saaledes sin „Othar af Bretagne",
„Palmyra," „Hovedvandsægget" og „Den
kejserlige Fredsmægler". Enkelte af disse
Arbeider saa Lyset i de Nytaarsgaven som han
under Navnet „Morgana" udgav i 1820 og 1821
i Forening med sin Ven, Digteren Schwach.
I 1819 paatog Hansen sig at levere
„Morgenbladet" til hver Uge et æsthetisk Arbejde.
Et saadant Vilkaar skulde ikke synes at være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
