Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven.
237
Da klinge Lurer, da er der en Støi
af Bjelder og ringlende Ridetøi,
da hyler Sværmen, og Folket lytter
med stigende Ångst i de dirrende Hytter.
Asgaardsreien i Fylking rider
ved Høst og Vinter i barske Nætter;
men helst den færdes ved Juletider, —
da holder den Fest hos Trolde og Jetter,
da stryger den lavt over Eng og Sti,
og farer den larmende Bygd forbi, —
da vogt Dig, Bonde, hold Skik og Orden!
thi Asgaardsreien er snart ved Gaarden.
Naar Øllet virker i Bjelkestuen,
og vækker de hedenske Juleskikke,
og Ilden kaster sit Skin fra Gruen
paa svingende Knive og vilde Blikke,
da gaar der et Gys gjennem Tumlen tit;
da høres de natlige Skarers Ridt,
da knager Væggen, da dandser Kruset,
thi Asgaardsreien slaar Kreds om Huset.
Der holdtes et Bryllup paa Øvre-Flage
tre hellige Juledage til Ende.
Blandt Terner fandtes ei Brudens Måge,
og Brudgommens ei mellem Ungersvende.
Der stod en Glands i den bonede Hal
af dækkede Borde og dyrt Metal;
der fandtes en Skat, som er kommet for Orde,
af Kobber paa Væg og af Sølv paa Borde.
Og lystigt durede Trommer og Giger,
og Brudgommen traadte sin Dauds mandhaftigt,
han førte sin Brud mellen) Svende og Piger. —
da gik vel Hallingen let og kraftigt:
Til Dandserens vældige Kast og Hop
fløi Ternen om som en surrende Top.
Da strømmede Larmen og Spillet sammen,
da drønede Hallen af Liv og Gammen.
Den tredie Kveld, da Øllet var drukket
gjennem al den Helg, af Gamle og Unge,
da var vel Tørsten i Laget slukket,
men Karlene vare drukne og tunge.
Vor Brud havde atter sin Krone paa;
thi nu skulde Skaalen om Bordet gaa, —
og nu tog Kjøgemesteren Ordet,
og krævede Stilhed med Slag i Bordet.
Da styrtede ind i det bænkede Gilde
de vidt berygtede Seims-Berserker, —
Øinene rullede mørke og vilde,
paa Panderne havde de Slagsmaals-Mærker.
De gjorde et Sprang over Hallens Gulv, —
ja, det var Brødrene Grim og Ulv!
Grim, der nys var forskudt af Bruden,
kom nu selv-anden, og var ei buden.
De døsige Gjester for op med Bæven,
og havde kun lidén Hu til at stride.
Hver ravende Månd, der knyttede Næven,
blev greben i Bringen og kastet tilside.
Brudgommen satte sit Bæger ned,
steg op paa Bænken, og bad om Fred.
Men Brødrene reve alt Kniv af Belte, —
det var just Brudgommens Liv det gjeldte.
Da stimlede Kvinderne sammen i Klynge
og danned en Vagt om den haardt Betrængte ;
bag Borde og Bænke, der laa i en Dynge,
de stode ved Høisædet indestængte.
Den ældste Kvinde i deres Flok
Blottede nu sin graanede Lok,
og gav saa Brudgommen Sønnenavnet,
og tog ham paa Skjødet og holdt ham favnet.
Men Brødrene endsed ei Kvindemildhed,
de stormede frem over Borde og Bænke
og splittede Kvindernes Flok med Vildhed, —
da var der ei længer paa Fred at tænke.
De greb deres Offer, og slæbte ham hen
til Hallens Dør og ud gjennem den.
Da blev der en rasende Kamp i Gaarden
og Gjesterne fulgte i vild Uorden.
De styrtede ud med Blus og med Brande;
thi over Egnen rugede Mørket.
Da saa de Brudgommen opreist stande;
nu var han af Vinterens Luftning styrket.
Han brugte sin Kniv til Snit og til Stød, —
saa gav han igjen hvad de andre bød.
De Trende danned et rædsomt Knippe,
og Ingen af dem vilde Taget slippe.
Da tumlede Grim med Et overende,
og Blodet strømmed ham bredt af Brystet.
Des haardere brødes de andre Tvende
og holdt hinanden i Rygtag krystet.
Tilsidst blev Brudgommen sat mod Jord ,
og Kniven alt mod hans Strube for, —
men Ulv holdt inde, og stod bedøvet,
og skjelved og bæved som Aspeløvet.
Thi gjennem Luften i Mulmet sused
et hujende Tog paa fnysende Heste;
det for over Skoven mod Brudehuset,
og- vilde det blodige Gilde gjeste.
Da klang der Lurer, da blev der en Støi
af Bjelder og ringlende Ridetøi.
Nu var det nær, — det kom over Heien, —
der hørtes et Skrig: Det er Asgaardsreien!
Da blev der et Veir mellem Jord og Himmel,
der kastede Rædsel i alle Barme, —
det hvirvled afsted i voxende Stimmel,
det slog med Vinger, det greb med Arme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
