Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik
Over mig en Tungheds Taage,
du vil tro ved Lejet vaage.
Brand.
Sov! Nu er dit Dagværk endt.
Agnes.
Endt, og Nattelyset tændt.
Sejren tog min Styrkes Skatt;
jeg er mødig, jeg er matt;
o, men Gud er lett at love!
Brand, Godnatt!
Brand.
Godnatt!
Agnes.
Godnatt!
Takk for alt. Nu vil jeg sove.
(gaar.)
Brand
(knuger Hænderne mod Brystet).
Sjæl, vær trofast till det sidste!
Sejrens Sejr er alt at miste.
Tabets alt din Vinding skabte; —
evigt ejes kun det tabte!
Lincolns Mord.
De løsned et Skud derover i Vest,
Og det skaked Europa op.
Hej, hvilket Liv der med Et blev blæst
I den hele broderte Trop!
Du gamle Europa med Orden og Ret,
Med Lov for hvert eneste Steg,
Med Rygte fortiden Men og Piet,
Med dydig Harm for alt Sort og Slet —
Du blev saa forunderlig bleg!
Paa Sørgelak trykkes Enhjørning og Ørn
Og alle de andre Dyr;
Paketbaaden stikker paa Kabelens Tørn
Depecherne mylre og kryer.
Bomuldsmagten, Gloirens Søn,
De Tusind fra Løgnens Land,
De stod alt og greb efter Fredspalmen grøn,
Saa knalded det ene Revolverdrøn,
Og han faldt der den ene Månd.
Og saa tog I Skræk! Europas Raad,
Er det som sig hør og bør?
En Tydsker-Gjerning, en Dybbel-Daad
Var Verden vel Vidne til før.
Sin Broder hakker da ingen Ravn; —
I komme dog Polen ihu?
Og Engelskmanden for Kjøbenhavn ?
Og Graven ved Flensborg? Og Sønderborgs
Navn? —
Men hvorfor da harmes nu?
Den røde Rose, som blommer hist
Og skræmmer Jer med sin Flor,
Til den gav Europa sin Podekvist
Og Vesten sin yppige Jord.
I planted som Stikling hin frodige Vaand,
Der rødmer Amerikas Kyst,
Jer var det, som bandt med høistegen Haand
Det blussende, blodrøde Ridderbaand
Paa Abraham Lincolns Bryst.
Med glemte Løfter, med svegne Ord,
Med Traktaters forrevne Ark,
Med Brud fra iaar paa Jer Ed fra ifjor
Har I gjødet Historiens Mark.
Og saa vented I endda, trygge i Sind,
En Høst af den ædleste Slags!
Og saa spirer Jer Sæd; —- hvilket flammende
Skin!
I undres; I veed hverken ud eller ind; —
Thi der voxer Stiletter for Ax! —
Naar Loven sidder paa Dolkens Spids
Og Retten paa Galgen bor,
Er Dagningens Seir mere nær og vis
End her, hvor der myrdes med Ord.
En Vilje vaager og holder Dom
Og knuser hvert Løgnens Bur;
Men Ormen maa først æde Skallen tom,
Og Tiden maa først faae krænget sig om
Til sin egen Karrikatur.
Der raader en Dæmon med evig Magt; —
Prøv kun paa at byde ham Trods!
I Støv maatte »domus aurea’s« Pragt,
I Grus maatte Neros Kolos.
Men først maatte Romerforbrydelsen naa
Over Jorden fra Pol til Pol,
Tyrannen sin Apotheose faa,
Og Keisernes gyldne Billeder staa
Som Guder paa Kapitol.
Saa ramled det sammen. Cirkus og Ståt,
Templers, Kolonners Skov,
Buer, Arkader, Alt trampedes smaat
Under Bøffelens skoede Hov.
Saa byggedes Nyt paa det Gamles Grund,
Og Luften var ren til en Tid; —
Nu varsler det mod Foryngelsens Stund;
Nu stiger der Pest fra den mosede Bund
Og vifter snart hid, snart did.
Men er det i Raaddenskabs Sumpe vi gaar,
Jeg raaber ei Ak og Ve
Over hver en brammende Giftblomst, som staar
I Fylde paa Tidens Træ.
Lad Ormen kun hule; før Skallen er tom,
Før brister ei Hvælv og Tag ;
Og lad kun »Systemet« faa vrængt sig om, —
Des før kommer Hævnen og holder Dorn
Paa Tidsløgnens yderste Dag!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
