Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bestemt Grændse mellem ile negative og de positive (eller for at
bruge Grotes Billede: oppositionelle og ministerielle) Dialoger.
Staten kan ikke skilles fra Timæus, men i Staten liave vi netop
baade den negative og den positive Dialektik; den platoniske
Sokrates er i første Bog Oppositionens Leder og tager først fra
anden Bog at’ Plads paa iVlinisterbæuken. Noget Lignende kan
siges om Symposion, Phaidon, Philebos o. fl. Dialoger. Med
Undtagelse af Lovene, dette »opus senile et langvidum», som
Madvig med llette har kaldt den, kan det ikke siges om nogen
platonisk Dialog, at den betegner et Standpunkt, der er
væsentlig forskjelligt fra dem, der indtages i alle andre Dialoger. —
Da jeg i del Følgende undertiden vil benytte Grotes
Undersøgelser, har jeg ansét det for nødvendigt at forudskikke disse
almindelige Bemærkninger for at vise, hvorledes jeg stiller mig
lil hans Resultater. Dersom disse havde Gyldighed, vilde jo
desuden Berettigelsen til at tale om en platonisk Psykologi være
afskaaren. Vi vilde da egentlig faa lige saa mange platoniske
Psykologier som der er platoniske Dialoger.
Da de fletninger, i hvilke IMatons Tænkning i det Hele
gaaer, ogsaa ville lægge sig for Dagen i hans Psykologi, ville vi
i Korthed antyde dem. Plutons Hovedtanke er den, at Ideen er
den sande Væren. Men Ideen, det hypostaserede Almenbegreb,
har kun Tilværen i den Mangfoldighed af Ting, hvis Begreb den
udtrykker. »All, hvorom man siger: det er, bestaaer af Et og
Mange og forener i sig det Begrændsedes og det Libegrændsedes
Natur. Vi maa derfor ved Alt opsøge og antage én Ide, thi vi
ville vistnok linde den deri; og naar vi have fattet denne, maa
vi undersøge, om efter denne ene ikke maaske to eller tre
eller et større Antal findes deri, og med alt til Sagen Hørende
maa man gaa frem paa samme Maade, indtil man erkjender ikke
alene, at den oprindelige Enhed er én, mangfoldig og
ube-grændset, men ogsaa hvormange Arter den indbefatter i sig»1).
»Og med det Retfærdige og Uretfærdige, det Gode og Slette og
’) Philebos p. 16 C. D (Heises Oversættelse p. 13 f.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
