Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
altsaa en heroisk Figur, af hans Forgænger Parrhasios (fra
Slutningen af det 5te Aarhundrede), nemlig at den var „fodret
med Roser“, medens Euphranors egen Theseus var „fodret
med Kød“ 1). Men i det hele fastholdt Malerkunsten
alligevel den skarpe Modsætning mellem den mandlige og
kvindelige Lød: det fremgaar ogsaa af Euphranors ovennævnte
Ytring, og det kan fremfor alt bevises af den senere
Malerkunsts Levninger. Man vedblev at male Manden i Henhold
til nedarvede, idealistiske, athletisk-lieroiske Forestillinger
om, hvordan en Mand skulde se ud. Heri har man vistnok
f. Ex. Forklaringen af, hvad der fortælles om Farven i
Apelles’s berømte Portræt af Alexander den store med
Lynilden i Haanden (i Artemis-Templet i Ephesos). Der siges
nemlig, at Maleren ikke naturtro havde gjengivet Kongens
Legemsfarve, der i Virkeligheden var lys og hvid og kun
noget rødlig paa Ansigt og Bi’yst, men gjort ham
gjennem-gaaende brunere og mørkere2). Ganske simpelt: Apelles
havde idealiseret Alexanders Lød i Retning af det heroiske,
malet ham med de samme Farver, hvormed han malede
Guder og Helte. Dette var det almindelige; men naar det
overførtes paa en historisk Personlighed som Alexander, for
hvis Realitet i smaat og stort man bevarede saa megen
Interesse, blev man sig Modsætningen mellem det ideale og
det reale mere bevidst.
Den kvindelige Lød er i de campaniske Malerier
sammensmeltet i milde Overgange af lyse, hvidlige,
rosenrøde olier fint graalige Toner ; vi skulle senere vende tilbage
til den ved Skildringen af en bestemt kvindelig Skikkelse,
der kan betragtes som et typisk Exemplar. Mere særlig
ejendommelig for Antiken er den mandlige Farve, der er
gjen-nemført i alle Legemer af udviklet mandig Karakter, der-
r; Plinius IL N. 85, 40. Opera ejus (Euphranoris) sunt–Theseus,
in quo dixit eundem apud Parrhasium rosa pastum esse, suum vero
carne.
2) Plutarch. Alexandr. 4. ^Λελ.λης όε Υ^άφων τον κεραννοφόροτ ον* εμιμι,σατο
ΐην χρόαν^ άλλα φαωΤερον καί τΐε7ΐη·υ)μίνον εηοίησεν. ην όε λευκυς, ιυς φαοιν.
ή όε λευκότης ετίεφοίτισσεν αύτου περί Το στη&οζ μάλιστα και Tu 7ΐροσωΛον·
Denne Beretniug tydes hyppig paa en meget tvungen Maade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
