Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Shakspeares Skærsommernatsdröm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremstilles, være et rigtigt Udtryk for dette
Hemmelighedsfulde, for dette Dæmringsliv, for denne Leeg af Lys
og Skygger, for dette Vidunderlige, og, som det synes,
Uforklarlige i Naturen; og jo nærmere nu Fremstillingen
svarer til, hvad den skal udtrykke, saa at vi, midt i
Poesiens Leeg, gribes af den samme Fölelse, hvoraf vi
gribes, naar hiin Drömmeverden i Naturen selv synes
at træde os nærmere: desto mere vorder ogsaa
Fremstillingen Udtrykket for, hvad den skal udtrykke, og
deri bestaaer, som sagt, netop ogsaa dens Sandhed.
Men Naturen gjentager bestandig det samme
Kredslöb, med den samme usvækkede Kraft: Stjernerne dreie
sig i deres Baner, uden nogensinde at trættes i deres
Gang, og uden at ældes gjennem Tiderne, og ligesaa
klare, som de skinnede over Patriarchernes Telte,
ligesaa klare nedskinne de endnu; Maanen og Solen stige
og sænke sig i deres bestemte Vexelkreds, og deres
Ansigter ere ligesaa lyse nu, som de vare i de tidligste og
længstforsvundne Aarhundreder; Vaaren er endnu ligesaa
grön, Sommeren ligesaa varm, og Hösten ligesaa
oplöftende for Sjælen, som de vare i Menneskets förste Dage:
altsaa kunne de Aander, der ere Udtryk for Naturens
Væsen, heller ikke ældes eller tabe deres oprindelige
Skjönhed. Den ene Slægt henvisner og henveires efter
den anden, men Vaarens og Luftens Alfer ere endnu,
hvad de vare for Aartusinder siden, over dem har Tiden
ingen Magt, i deres Ansigter kommer der aldrig nogen
Rynke, de henglide gjennem Seklerne, ligesom Bölgerne
i Vandet og Skyerne paa Himlen, bortdrömmende deres
Liv mellem Virksomhed og Leeg, mellem Vaar og Höst,
og i deres Trylleland er der ingen Vinter. Men deraf
fölger ogsaa, at de, ligesom Naturen selv, bestandig dréie
sig, uden tilsyneladende at komme videre, og at de, trods
al deres Tryllemagt, aldrig naae det Moment, hvori den
höiere aandelige Udvikling begynder; ja uagtet de synes
at have saameget forud for Mennesket, saa staae de dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
