Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Shakspeares Skærsommernatsdröm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mærkes især i Julies Charakter. I Förstningen adskiller
hun sig ikke synderlig fra de fleste andre unge Piger
i hendes Alder. Saaledes ligner jo ogsaa den ene
grönne Knop saa temmelig den anden, og der skal et
övet Öie til at see, om det er noget ganske Hverdags,
eller en usædvanlig og vidunderlig Blomsterherlighed,
der boer deri, og som skal udvikle sig deraf. I
Begyndelsen synes det, som om Julie temmelig ubevidst gaaer
sin Fremtid imöde; ja hun overlader den endog ganske
i sine Forældres Hænder, thi hendes rette indvortes Liv
er endnu ikke vaagnet. Men neppe har Kjærlighedens
Straale berört hende, för den fulde Knop brister, og den
hundredbladede Rose udfolder sin Blomsterpragt for Lyset;
hun voxer nu næsten fra Scene til Scene. Denne unge Jomfru,
der nylig syntes beredt til uden Modstand at forbinde sig
enten med Grev Paris, som hendes Fader har bestemt for
hende, eller med enhver Anden, som han maatte falde
paa at vælge, er pludselig bleven myndig og
selvstændig, og hun er ligesom forvandlet til et andet Væsen.
Hun vover nu ikke blot at handle paa egen Haand, men
hun handler endog med den störste Dristighed. Hun
overskuer Forholdene, hun finder Midler til at see den
Elskede, hun vover endog hemmelig, imod sine
Forældres Vidende, at forbinde sig i Ægteskab med ham.
Og da nu Ulykken træffer ham, da han maa flygte bort,
og da hendes Fader tillige vil tvinge hende til at gifte
sig med Grev Paris, da vaagner der en saadan Kraft i
hendes Indre, at hun, skjöndt hendes Monolog i fjerde
Akt viser, at hun vel veed, hvad hun udsætter sig for,
drister sig til i en forstilt Dödssövn at lade sig nedbære
i Gravens Hvælving, for der at samles med Romeo, og
for at undflye hans forhadte Medbeiler. Men da
nu Döden, som en dybsindig Kunstdommer udtrykker sig, tager
hende paa Ordet; da Romeo, skuffet af Rygtet, troer,
at hun i Sandhed er död og derfor dræber sig selv ved
Gift: da vover ogsaa hun at lade Sagen blive til Alvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
