Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Shakspeares Skærsommernatsdröm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nu kalder hun sine Alfer og befaler dem at lyde
Bottom, og lægger saaledes det halve Alferige for hans
Födder. Alt hvad hun siger saavel her, som siden efter,
saalænge hun er hildet i dette selsomme Blendværk,
lyder ligesom Suk fra Feelandet; men bestandig vise
tillige Bottoms Svar, at det, trods al Titanias Magt, og
hvor höit hun end Önsker det, vilde blive hende aldeles
umuligt at hæve ham over den materielle Verden, hvortil
han hörer, og at forvandle ham til en luftig Alf.
Saalænge denne Fortryllelse varer, klinger der en
melancholsk Grundtone gjennem Titanias Ord, der
hentyder paa, at hun dog inderst i Sjælen aner, at hun er
fangen i et Tryllebedrag. Dette kommer fornemmelig
frem i de Stropher, hun udtaler i Slutningen af Scenen
med Bottom i tredie Akt, i hvilke det tillige
aabenbarer sig, at den hele Natur sörger over hendes
Forvildelse.
Nu iler, fölger ham til Alfers Hjem!
See Maanen skuer ned med vaade Blik,
Og naar den græder, hver en lille Blomst
Begræder da med den en Jomfrus Fald,
Dog ti min Elskov! (til Alferne) Bring ham bort med Taushed!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
