Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
leren Dahl som »paa Grund af sin Styrke i at gribe . .
Naturens sande Charakter og dens dybeste Stemning, med en
dristig Sanddruhed vover at gjengive den i al dens Nøgenhed.«1)
Og Collett stiller store krav til liv og anskuelighet.
Derfor nyder han skuespiller Phister en aften han er havnet
i 2den logerad sammen med »en ung Person med stort stridt
Haar og en temmelig luslidt Kjole«. Denne unge person
nyder ogsaa Phister og fryder og morer sig »med Munden
fuld af Latter,« hvad der høilig øker Colletts glæde.
Midt i denne skisse, hvor Colletts elskværdige, smittende
lune, som stundom minder om Dickens, gang paa gang glim«
ter frem, findes følgende linjer: »Disse Charakterer forstaaer
Phister at gribe i al deres Sandhed og med deres eiendom«
melige Mærker; han veed med hvilken Røst saadanne Menne«
sker maa tale, hvorledes deres Hatte maa sidde, hvilke Be«
vægeiser der ere dem egne, hvorvidt Rygforet i deres Veste
bør være sort eller bruunt, og om de bør holde det venstre
Øie en Smule lukket eller ikke naar de tale. Alt er Cha«
rakteer, overalt forstaar han at trænge en Individualitet ind
i Rollen.«2) *)
I sin kritik av Campbellerne vaaren 1838 sammenfatter
Collett paa en meget karakteristisk maate sit syn paa digt«
ningen og dens opgaver: »Det er en uhyre Vildfarelse, hvor«
») Sst. nr. 122. *) Sst. 1839, nr. 182.
*) Aaret før hadde Collett git en interessant parallel til disse linjer:
Skal digteren »kunne gjengive Virkeligheden . . maa han først
paa det Fuldstændigste have gjennemskuet den; og dernæst selv
have den fuldkomneste Besindighed og Klarhed for stadigen under
Fremstillingen at kunne criticere og prøve sit Værk. Han maa altsaa
ikke selv skjælve under sin Lidenskab medens han beskriver denne
Lidenskab; skal hans Helte ret kunne rase og skjænde og elske
med Sandhed, maa han selv sidde kold og rolig over sine Skabs
ninger; thi hvorledes skulde han ellers have Besindighed til at
skildre, hvorledes de staae paa deres Fødder, hvilke Udtryk de
bruge, og hvilket Træk der spiller dem om Munden, kort, alle disse
Smaating, hvori enhver Lidenskab yttrer sig.« (Den Const. 1838,
nr. 124).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
