Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358 Andet Tidsrum 11. Sezogtredivte Capiiel.
og Kornfarten rar omgiven med storre Farer end nogensindc under denne Kllg.
Sverige hvassede sine Vaabeu, understottet af Europas mcegtigstc Riger. og Selv
staendighedsperioden begyndte under de morkeste Udsigter.
Imidlertio modtoges Prindsens Bestemmelse om at kalde en Rigsdag sammen
for at afgjore Landets Skjebne med Taknemlighed og stor Glcrde. Forfatteren, som
dengang var i Christiania, udtrykker fig derom i et Brev til en Ven paa folgendc
Maade: Efterretningcn om Prindsens haderlige Bestemmelse kun at tåge interimistist
Dccl i Landets Bestyrelse, og at overlade en af Folket selv valgt og fra alle Etceder
og Districter indkommen Neprcrsentation at afgjore Alt, hvad der angaaer Landets
Stilling, har opvakt stor Made. Eaavidt jeg har erfaret, ere Meningerne saa
deelte, a: jeg ikke kan troe Andet end at Alt, hvad der kan siges for og imod For
eningen med Sverige, paa denne Maade bedst vil blive droftct. Maatte nu kun
Sverige give os saa megen Rolighed, som behoves til at underssge denne vigtige
Sag, og ikke krave af os nogen Beslutning for Tiden!"
Imidlertid var Prindsen betcrnkt vaa at vcrlge de Embedsmand, hvoraf han
vilde sammensatte sit Statsraad. Ogsaa dette var forberedt deels ved hans Raad
givere, deels ved de Bekjendtskaber , han paa sine Reiser i Landet havde gjort.
Gjennem Thygeson vare Breve sendte til forskjellige af de Mand, som havde Prind
sens Tillid, hvilke Breve skulde tilbageholdes paa det Postcontoir, som var Angjel
dende narmest, for vaa en vis Dag at blive ham tilsendt. Et saadant Brev til
handekom ogsaa Forfatteren, og indeholdt Prindsens Villie, at han skulde indfinde
sig i Christiania til en bestemt Dag. Forfatteren adlsd Befalingen og reiste til sin
Broder, Niels Aall, der havde faaet samme Befaling, for med ham at folge Prindsens
Ovfordrina/). Han kom til Christiania den 16de Februar, og meldte sig strax hos
Stiftamtmand Thygeson, der opmuntrede ham til at drage til Eidsvold til det vig
tige Deliberationsmode, som just den Dag holdtes. Men han undslog sig derfor,
deels fordi han ikke havde nogen directe Ovfordring dertil af Prindsen, og intet
Kald solte, uden en saadan, til at trange sig md i en saa vigtig Forhandling, deels
fordi hans Ankomst til Eidsvold ei kunde blive betimelig, da Dagen knapt vildc
strakte til Reisen. I Samtalen med Thygeson, med hvem Forfatteren stod paa den
Fod, at han ikke for ham dulgte sin Overbeviisning, men frit kunde udtale, hvad
han tankte om Landets Stilling og Prindsens Forhold, yttrede han sin Frygt for,
at Prindsen havde paataget sig et Vart, som oversteg Landets Krafter at udftre,
naar hans Plan ikke havde en hemmelig, Nationen übekjendt, Uudcrstottelse. Saavel
af denne Prindsens Indkaldelse til Christiania som af private Meddelelser troede For
fatteren at have sporet Prindscns Hensigt at benytte hans Tjeneste under den nye
Statsorganisation. Men han havdc forladt fit Hjem med den urokkelige Beslutning
ikke at indtrade i nogen offentlig Stilling, hvortil han folte sig mindre skikket baade
i Folge sine Evner, og fordi hans borgerlige Stilling i Fadrelandet kravede hans
Tid og hans Opmarksomhed. Ester hans yttrede Anskuelser om Landets Stilling
maatte ogsaa Thygeson overbevise sig om, at Forfatteren ei var den Mand, som
Prindsen kunde bruge til Udforelsen af sine Planer.
Faa Dage efter kom Prindsen til Christiania, og Forfatteren ilede nu at melde
sin Ankomst efter hans Befaling, og udbede sig en Audience for at erfare hans Villie.
Prindsen tog vel naadig imod ham; men han markede strax Spor af, at Thygeson
havde gjort Prindsen bekjendt med hans Mistillid til et heldigt Udfald af de tagne
Forholdsregler. Prindsen erklarede ham sin Bestemmelse, ikke at underkaste fig Kieler
tractatens Vilkaar, men at satte Magt imod Magt, og at forsvare Riget, om for
nsdent gjordes, med Vaaben, dersom dets Selvstandighed antastedes. Denne Be
slutning grundede han paa sin Erfaring om Folkestemningen over det hele Rige.
>) N. Aall lunde formedelst Sygdom ikke gjere Folge, og kom forft nogle Dage senere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
