Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tømmerkjørsel og Mærkning. (N. R. Østgaard. 1858)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
komme diltende efter Slæden i en hundrede Skridts Afstand. «Aa,
din Nar, tror du, Graabenen vil æde dig?» siger han til Gutten,
som begynder at tude. «Kan du ikke tage Mærkeøxen, som
ligger der foran i Dumpen», vedbliver han, «og komme de saa,
kan du mærke dem i Skindet, saa de høre dig til med det samme».
Og dermed ler han højt over sit eget muntre Indfald, men kan
alligevel ikke forhindre, at det løber ham lidt koldt nedover Ryggen,
og han giver Hesten et Par dygtige Rap, saa at den farer afsted i
Galop. Men Gutten, som ikke finder, at det er noget at le af,
holder sig fast med begge Næver og staar med Hovedet ufravendt,
drejet tilbage, indtil de forlængst ere nede paa Isen igjen og Ulvene
ude af Syne.
Et Par Mile ere tilbagelagte og Dagen alt højt oppe, da vor
Tømmermærker ved Lyden af rullende Stokke underrettes om, at
han er nær det Sted, hvor Tømmeret ligger, og efterat han er
kommen forbi en fremspringende Odde, ser han Isen i en betydelig
Strækning dækket med et Lag af de gule, runde Tingester, som
volde Nordmanden saa uendeligt Besvær, saa tidt forspilde hans
Helse og Liv, men ogsaa forskaffe ham saamangen blank Skilling.
Ja, kunde disse Tømmerstokke, naar de engang naa frem til sine
Bestemmelsessteder, fortælle alt, hvad de have gjennemgaaet og
været Vidne til, siden de stode paa Roden, hvorledes de om Høsten
hugges, om Vinteren først kjøres sammen i «Lunder» og senere ud
over farlige Styrtninger ned til Elvebredderne, — hvorledes de om
Vaaren efter Isløsningen flødes gjennem Elvene, hvor Fløderen maa
følge med, ofte vadende i Isvand til midt paa Livet, styrtes
gjennem Fossene, hvor de mangengang opsplintres, brækkes eller binde
sig i Knuder paa en hundrede Tylvter, som kun den modigste
Fløder kan formaa at løse, idet han, hængende nedhejset fra Klippen
i Reb, overhugger Bindestokken med sin Øxe, — hvorledes de
siden opsages, kjøres, stables, indskibes og tumles paa Nordhavets
Bølger, — ja, kunde de rigtig fortælle alt dette, vilde
Engelskmanden, Hollænderen og Franskmanden ikke finde, at de betale
den norske Trælast for dyrt.
Paa Stranden er det livligt. En hel Del Folk og Heste sees
der i Bevægelse, nogle kjørende frem Stokke, andre vendende
«tomslædes» tilbage, atter andre væltende de fremkjørte Stokke hen mod
den bratte Elvekant, hvorfra de med Klang og Bulder rulle ned
paa Isen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
