Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hardanger. (P. Gödecke. 1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Havet optaarnede, blaagrønne, af og til med Sne dækkede
Ismasser.
De høje og stejle Fjelde, der saaledes paa begge Sider omslutte
Hardangerfjordens ejendommeligt grønhvide Vand, styrte imidlertid
sjelden lodret ned i Bølgerne, men udsende fra sin Fod vakre,
løvskovklædte Skraaninger, duftende Birkelier, som tilsidst løbe langt
ud i Vandet, idet de danne lave, løvrige Odder. Disse Skraaninger
og disse Odder maa regnes blandt de frugtbareste Trakter i Norge,
og Gaardene ligge ogsaa tæt, tæt ved hverandre, uden at dog
Ageren faar ødelægge Engen, eller Opdyrkningen har faaet udslette
Naturens eget fagre Værk. Intetsteds ved jeg at have faaet
Indtrykket af Natur og Mennesker, der trives saa vel tilsammen, som
i Hardanger. Hvad der forhøjer Indtrykket af Løvrighed, samtidig
med at det i høj Grad forøger Jordens Afkastning, er at Engene
overalt langs Sørfjorden ere bevoxede med Æble-, Pære- og
Kirsebærtræer, og det i saadan Udstrækning, at det paa mange Steder
er bestemmende for hele Landskabets Præg, især om Vaaren, naar
alle de store Frugtskove langs Stranden staa i Blomst.
Hæve vi nu vort Øje over disse venlige Skraaninger til de
vældige Fjeldmure, saa byde disse i sit Slags en lige afvexlende
Skjønhed. Snart staa de nøgne, sorte og uden nogen Vegetation,
lig Gjengangere fra Naturens sublime Urmasser, inden endnu et
indre eller ydre Liv havde sprængt deres Stenskal, snart ere de
splittede i Kløfter, Indhuk og Revner, i hvilke Dalens saftige
Grønne har trængt sig ind, eller til hvilke det er klatret op, om
det end har gjældt at storme selve de øverste Tinder, snart igjen
gjennemskjæres de vældige Fjelde fra øverst til nederst af svimlende
høje, smale Fosser, der glitre og skinne saa meget klarere, jo
mørkere selve Fjeldet er, som de smykke. Og disse mangfoldige
Fossefald tørke i Hardanger aldrig ud; thi de have sin Næring fra
de store Sne- og Ismasser, som krone Fjeldenes Toppe og især
paa Sørfjordens Vestside strække vældige Arme af blaa, dybt
søndersprængt Is ned gjennem de øverste Fjeldgab.
Det er vanskeligt at sige, i hvilken Belysning Sørfjorden er
skjønnest. Om Morgenen lyse Torsnuten, Aganuten og alle de
vestlige Fjeldes Skrænter og Ismasser af Dagens første Purpur,
medens de vakre Bygder omkring Kinserviks og Ullensvangs Kirker
endnu ligge i Nattens dybe Skygger; om Aftenen igjen, naar Solen
gaar ned, kaster den, endnu længe efter at Vestsiden er bleven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
