Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Et Besøg paa Røst for halvfemte hundrede Aar siden. (P. Quirini)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ingen lukkede sit Hus, sine Døre og Vindues-Luger til, men hver
lod sine Kister og Læddiker staa aabne, uden at frygte for at blive
bestjaalet, skjøndt de saa sig vel for for de vilde Dyr, vare de og,
særdeles de Gamle, saa hengivne under Guds Vilje, at saa ofte deres
Fader eller Moder, Ægtemand, Hustru, Barn eller andre
Nærpaarørende ved Døden afgik, begav de sig strax, saasnart den Syge
var død, hen i sin Hovedkirke, uden mindste Mur eller Klagen,
hvor de takkede den Højeste, fordi han havde ladet den Afdøde
leve saa mange Aar hos dem og nu henkaldet ham til at nyde Del
i sin himmelske Naade, vare glade og vel tilfredse med Guds
ufejlbare Vilje, lovede og prisede ham og viste hverken i Ord eller
Gebærder den mindste Sorg og Traurighed, ret ligesom den Afdøde
alene laa og sov. Naar en Ægtemand i Særdeleshed hendøde, saa
lod Enken paa den Dag, han blev begraven, anrette et stort
Gjæstebud for alle Naboerne, som da iførte sig sine bedste Klæder, hvilket
Enken selv og gjorde, der idelig under Gjæstebudet opmuntrede
Gjæsterne, at de skulde gjøre sig vel tilgode og holde sig lystige
til hendes afdøde Mands Erindring og evige Rolighed og Hvile.
Omkring ved disse Røst-Øer opholdt sig en utallig Mængde
Søfugle, som Indbyggerne paa sit Sprog kaldte Muxi, men
Venetianerne Corali marini, og som gjerne indfinde sig paa de Steder,
hvor Mennesker ere, saavel tilsøs som paa Landet; men her vare
de saa tamme som Hus-Duer. Hvilke Fugle syntes at have sin
Næring og Underholdning alene af en bestandig Kurren, Raaben
og Skrigen, saa lode de sig idelig og i en Træk høre. Om
Sommeren alene, naar det er mest varmt og næsten bestandig Dag,
holde de sig en fire Timers Tid ganske stille, da Indbyggerne og
lægge sig til Hvile, tagende Mærke af bemeldte Fugle, at det er
Tid at sove. Da det lakkede mod Vaaren, indfandt der sig ogsaa en
utallig Mangfoldighed af vilde Gjæs, som byggede sig Reder hist
og her omkring paa Klipperne, men især og fornemmelig tæt ved
Husvæggene, hvor de vare saa tamme, eftersom de ej af nogen
bleve skrækkede eller foruroligede, at naar Kvinderne i Husene
ginge hen til deres Rede, for at tage sig Æg, steg Gaasen af Redet,
saa man des mageligere kunde tage saa mange Æg, som man vilde,
for deraf at tillave de Fremmede Ægge-Røre eller en Ret af Æg
og Smør, hvorpaa Gaasen satte sig paa Redet igjen, uden i mindste
Maade at blive forskrækket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
