- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XIII. Bergen. Første del (1916) /
471

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

KLOSTRE OG GILDER.

471

privilegier af omfattende art. Dels angik de lettelser i
ordensregelens forbud mod eiendom.

Brødrene tillodes at tage betaling under navn af gaver for
gravsted i deres kirker eller begravning i deres ordensdragt;
fremdeles tillodes dem at tage alt, endog penge, som
skjæn-kedes ved testamente. Til at modtage gaverne og anvende dem
til brødrenes bedste, til kjøb og salg m. v. benyttedes en
aandelig ven, klostrets syndikus eller prokurator, hvorved man undgik
at støde an mod regelens bogstav, idet brødrene selv jo intet
eiede og intet rørte. De nød alle en eiers fordele, ingen af
hans bekymringer. Desuden fritog paverne minoriterne for alle
geistligheden ellers paalagte afgifter, tiender o. s. v. Tilsidst
delagtiggjordes ordenen i alle andre ordeners rettigheder, og
stifterens fromme planer var aldeles tilintetgjorte.

Det var ikke paa en gang, at alle disse naadesbevisninger
ovenfra vældede ud over minoriterne. Det var efterhaanden,
som paverne mærkede deres overordentlige indflydelse paa
menigmand, paa geistlighed, fyrster og konger, at de stræbte at knytte
dem fastere til sig. Disse fattige tiggere blev snart kongernes
skriftefædre og raadgivere, geistlighedens og pavens bedste
pengeindsamlere.

Franciscus selv, ordenens stifter, døde, som han havde levet,
nøgen og paa den blotte jord.

Før midten af det 13de aarhundrede var der tre klostre af
ordenen i Norge, nemlig i Konghelle, Tønsberg og Bergen;
ordenens klostre i Nidaros og Marstrand er sandsynligvis yngre end
1277. Oslo minoriterkloster stiftedes først 1291 af hertug
Haakon, som dertil indkaldte munke fra Danmark.

Det blev ialt 6 klostre i Norge. De norske minoriter
dannede fra 1280 af en særskilt afdeling, Custodia Norvegiae, hvis
formand (custos) stod under provinsialministeren for Provintia
Dacice (d. e. de tre nordiske riger).

Klostret ved Domkirken paa latinskolens grund hørte som
berørt til denne orden.

Dominikanernes eller prædikebrødrenes orden er ogsaa en
tiggerorden, stiftet 1215 af den spanske adelsmand Dominicas de
Guzman.

Ved personlig berørelse med de lavere stænder lærte han at
kjende den vigtighed, almuen tillagde armoden blandt de kristne,
især blandt geistligheden. Han besluttede at stifte en
munkeorden, som ved prækener skulde virke til kjætteres omvendelse,
et hverv, hvorved ordenen har gjort sig frygtelig berømt. For at
vinde folkets fulde tillid, ansaa han streng armod nødvendig.

Klædedragten var en hvid fodsid kappe med sort
overklædning, hvad der i Danmark skaffede dem navnet sortebrødre; til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:44:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/13-1/0487.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free