Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1(260 BERGENS BY.
Vidkuimssøn og fehirden paa kongens vegne træde sammen med
dem og se til at bringe et forlig istand, saavel angaaende hine
voldshandlinger som om toldafgifterne. Kongen lod dem dog
udtrykkelig vide, at han fordrede ret og erstatning for hine
fornærmelser i lige saa stor udstrækning, som der nogensinde var
bleven hans forgjængere paa Norges trone til del; han vilde nyde
sine toldindtægter og andre rettigheder ligesaa ubeskaarne som
hine, medens han forøvrigt vilde opretholde stæderne og dem af
deres borgere, der besøgte Bergen, i deres vante friheder og
privilegier. Dette sprog synes at have gjort lübeckerne noget
ængstelige. De efterkom straks kongens opfordring og sendte to
mænd, præsten Albrecht og kjøbmanden Engelbrecht de Wersten med
et brev til biskop Haakon, hvori de bad denne at understøtte
dem, saaledes at kjøbmændene fremdeles maatte beholde sin
gamle ret.
Da sendebudene kom til Bergen i juli maaned, var hverken
Erling eller fehirden der. Det lader ikke engang til, at kongen
havde skrevet til disse.
I 1342 kom det til krig mellem kong Magnus og holstenerne
paa den ene side og kong Valdemar og hansestæderne paa den
anden side. Magnus gav befaling til overalt i sine riger at lade
Liibecks borgere gribe, hvor de fandtes, og deres gods optage. I
Bergen blev dette hverv overdraget til Bjarne Erlingssøn. Det
skede med blodsudgydelse, da det fortælles, at Bjarne lod en
mængde tyskere dræbe. Formodentlig har lübeckerne sat sig til
modværge og faaet hjælp af de andre tyskere, saa at det er
kommet til formeligt slag i byens gader, hvorved dog de tyske
tilsidst havde maattet bukke under.
Der sluttedes fred mellem Magnus og stæderne i
Helsingborg i 1343.
De klager, som Magnus Erikssøn i 1343 fremsatte mod
tyskerne, viser, hvad de kunde tillade sig, om der end kanske
er en og anden overdrivelse i klagen; det heder:
«Naar de kommer ti) Norge og lander i havnene,
prygler, saarer og dræber de folk og reiser saa sin vei uden at
bryde sig om at staa kongen til rette eller give de fornærmede
erstatning. Hvor de lægger til land, tager de huse og bygninger,
der tilhører kongen eller andre, og bruger dem til brændsel uden at
spørge nogen. Saavel til Sverige som til Norge har de forhindret
al udførsel af fødevarer undtagen bedærvet øl, daarligt mel og
forfalsket humle, medens de fra Sverige, Norge og Skaane fører
baade korn og andet, som de finder tjenligt. De foragter og
overser alle de tyske mænd, der har bosat sig i Norge, ja i
Sverige endog dem, som før hørte til deres eget samfund, saa at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
