Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HANDEL OG SKIBSFART.
281
Oftere brød deres sjømænd ind i de huse, de kom seilende forbi,
og tvang beboerne til at give dem, hvad de forlangte; de holdt
ogsaa fremdeles paa med at hugge i kongens og hans
under-saatters skoge og at bortføre hele husebygninger fra afsides
liggende gaarde.
Kongerne har vistnok gjort, hvad de kunde, for at hemme
dette uvæsen, og stæderne selv, der havde havt nok af den
sidste krig og oprigtig ønskede god forstaaelse, har vistnok
hjulpet til, skjønt forgjæves.
Et forbud mod fjordekjøb udgav begge konger, Magnus
Eriks-søn og Haakon VI Magnussøn, i marts 1374 i forening fra Bergen.
De søgte at sætte en skranke for lysten til at fare om paa
handel, som paa denne tid maa have taget overhaand. Det heder,
at kongerne «ideligen havde hørt klagemaal over, at landet lægges
øde, fordi de gode mænd oppe i herrederne, som vilde dyrke ager
og eng, ikke kunde faa tjenestefolk, da alle de unge mænd vilde
lægge sig paa kjøbmandskab». Maaske har ogsaa affolkningen siden
mandedøden og de følgende sotter gjort savnet af arbeidsføre
mænd føleligt. Midlet, som anvendtes, var temmelig despotisk:
Ingen maatte blive kjøbmand, som ikke eiede mindst 15 forngilde
mark (5 mark brændt sølv), som han ikke havde laant. Saadant
forbud mod at laane penge for at drive handel har neppe været
gunstigt for de norske handlende. Forbudet mod fjordekjøb
bestemte bøder og forbrydelsen af varerne for hver den, der handlede
andre steder end der, hvor fra gammel tid havde været kjøbstevne
og takmark.
Paa et møde i Lübeck i 1375 klagede kong Haakon VI
Magnussøn ved sin notarius, dekanen Gottskalk, over de tyske
kjøbmænds ustyrlighed i Norge. Stæderne ønskede sine
privilegier fornyede, men kongen ytrede, at han endnu aldrig havde
seet de af sine formænd til stæderne givne beseglede breve.
Førend han kunde bekræfte alle de rettigheder, som kjøbmændene
i kraft af dem tilegnede sig, maatte han vide, om de virkelig
stod i brevene; han anmodede om, at man maatte tillade hans
sendebud Gottskalk at afskrive dem og lade afskrifterne
bekræfte af biskopen i Lübeck og andre gode mænd. Kongen og
hans raadsherrer synes at have havt mistanke om, at stæderne
havde forfalsket de ældre privilegiebreve; og det synes
mistænkeligt, at stædernes raadmænd selv gjorde vanskeligheder ved at
fremlægge verificerede kopier af dem. Paa den anden side er
det og besynderligt, at man ikke ved det norske kancelli skulde
have kopibøger, hvor de samme breve stod indført. Maaske var det
afvigelsen mellem de foregivne privilegier og de indførte kopier,
som gjorde kongen og raadet mistænkelige. Om dette og andre
sager ønskede kongen en samtale med gesandter fra stæderne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
