Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
BERGENS BY.
Glismanqarar betyder en som handler med pynt eller
modesager.
Matmangarar, en som udsælger madvarer, spisevært.
De aller fleste af disse ord er norske, tildels er de laant fra
engelsk som mangarar (nu monger, kræmmer), pentarar, peintre (nu
painter, maler).
Disse navne paa de forskjellige haandværk i Bergen var
udviklet, før de hanseatiske haandværkere flk indpas.
Haakons ■ ordning stemmer overens med den i de engelske
byer, og den er maaske taget derfra.
De tyske haandværkere i Bergen i middelalderen. De
ovenfor nævnte norske haandværkere, der synes ikke at have
været saa ganske faa, blev i tidernes løb overfløiet og fortrængt
af tyske haandværkere. Grunden til de tyske haandværkeres
overlegenhed laa i deres faste, laugsmæssige uddannelse, der
skabte jevn sikker dygtighed.
Haandværkernes sammenslutninger, laugene, havde
forskjellige navne; i Nordtyskland kaldtes de almindelig amte, senere
kom i brug betegnelsen Zunft, der i Bergen blev til sunt, hvad
der endte som navn for et ligbærerlaug.
Amt betød baade selve forretningen, haandværk, og
foreningen af alle dem, som drev forretningen. Haandværkerne kaldes
oftere «embedsmænd».
Naar tyske haandværkere først kom til Bergen, vides ikke
sikkert; sandsynligvis er de kommet ind med de tyske
kjøbmænd, som var vintersiddere. I Haakon Haakonssøns tid var
der, som omtalt, faa vintersiddere i Bergen, men de nævnes i
Magnus Lagabøters landslov af 1276, og hvis de tyske
haandværkere er kommet ind med vintersidderne, saa skulde der være
kommet tyske haandværkere til Bergen noget før 1276.
Skomagerne, der som berørt tillige var garvere, var allerede
i 1282 de talrigste; de havde sine værksteder og boder omtrent
der, hvor byloven havde anvist dem plads, i Vaagsbotn, ved
Huga-aaen, som flød gjennem skomagernes gaard i Vaagsbotnen.
I Bergen vedblev forbindelsen mellem garveri og
skomagerværksted, lige til branden i 1855 ødelagde de fleste garverier, som laa
ved Starvhuset, paa begge sider af den nordlige del af det nu
for en del tilkastede Lille Lungegaardsvand; de sidste garverier
blev sløifet ved anlægget af stationen for Vossebanen.
Der klages oftere over, at skomagerne kastede bark i
Huga-aaen, og dette bidrog til at fylde ud Vaagsbotn.
Da de tyske haandværkere trængte ind, dannede de særlig
privilegerede samfund under kronens beskyttelse, ialfald var det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
