Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97 2
ROMSDALS AMT.
Et af de mærker, hvorved det østnorske skilles fra det
vestnorske er udtalen af det tykke l; ord som Ola, halv, kalv udtales,
idet tungen boies noget tilbage og opad. Denne udtale er
almindelig paa Nordmør og i hele det trondhjemske. Ogsaa i
Roms-dalen forekommer det tykke l.
Men paa Søndmør og i det hele paa Vestlandet fra Søndmør
af udtales l aldrig tykt.
Allerede Strøm gjør opmerksom paa denne forskjel: «De
sond-morske kan især let skilles fra indbyggerne i Romsdalen formedelst
den bogstav l, som af de sidste udfores med en hul lyd og sterkt
tungeslag, saa at man derpaa alene kan kjende dem.»
Et andet hovedskjellemærke mellem ostnorsk og vestnorsk
giver betoningen og den deraf følgende lydforandring. I de
østnorske maal svækkes endevokalen efter lang stavelse og bevares
efter kort, saaledes siger de i de østlandske maal blaase (efter lang
vokal «a), men farCl (efter kort vokal a). I Søndmør og
Roms-dalen siger de blaase og fare, maalene horer saaledes til de
saakaldte e-niaal.
Følger ld eller It efter a og e, kommer der paa Søndmør ind
en bilyd af i, men falder de efter o, faar o en lyd af ?/ efter sig,
saaledes malt (mailt), halde (hailde), ild (eild), mold (mould).
En egenhed har Søndmørsmaalet deri, at det har bevaret
det gamle d efter vokal, som tid, sand (sau), brede (bræ), bod
(bud). Det er kun Søndmør og Nordfjord, som har denne
egenhed. Sædvanlig udtales dette som almindeligt d, men i en del
af Søndmør som i Sande herred bruges endnu den gamle udtale
tid, sauö.
En eiendommelighet! ved søndmoringernes maal er, at de
er i vildrede, om der er li foran vokalerne eller ikke. De gjør
ikke forskjel paa hau. og av, egg og hegg, Anne og Hanve.
Saaledes ytrer Strøm: «Den bogstav h udelades gemenlig ved
de vokaler, hvor den bør staa, og derimod tilsættes, hvor den
ikke bør staa. Saaledes bliver aand af bønderne næsten altid
udtalt som haand, og haand igjen som aand. øie som hoie, med
mere, som ofte gjør dem uforstaaelige.»
Det er iltke saa, at de altid sætter h til der, hvor det ikke
horer hjemme, og udelader det, hvor det skal høres. «Er der
aa foran yse’?» spurgte en en jente. Det vil sige, skal der være
h foran hyse. De er i vildrede om, hvor der skal være h, og
hvor ikke. Det er sagt, at salmen «O ægtestand du høist
lyksalig est» paa Sondmør synges saaledes: «Ho hægtestand du øist
lyksalig hest». Eller de kan sige: Dæ stænde ein est utpaa ei
høy uti ava; tak mæ de noke øy aat dei esta; det vil sige:
Der staar en hest paa en ø ude i havet. Tag med dig noget
hø til den hesten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
